10 dårlige Giveminutter kostede i Skanderborg

HK Give Fremad 26-21 (13-12)

I den for bundstriden så vigtige udekamp måtte Give se sig slået med 5 mål af et på dagen ganske godt Skanderborghold, der havde pyntet truppen med 2-3 ligaspillere. Give derimod måtte stille op uden en sygdomsramt Heino Jepsen, en skadet Nicolaj Laursen samt afbud fra Brian Køhler.

Det betød, at coach Kedde Jensen kun havde 11 brikker til rådighed til det vitale opgør, hvor det for Give gjaldt om at få hevet sig op over nedrykningsstregen, mens Skanderborg med en sejr kunne distancere sig lidt fra nedrykningssumpen.

– Vi spiller en fin og disciplineret 1. halvleg, hvor vi gør det taktisk fint, og jeg går faktisk til pause med en ret god mavefornemmelse. Ok, vi har en 3-4 angreb, som vi afvikler for hurtigt på første tryk, men ellers rigtig godt og lovende, fortæller Kedde Jensen.

Scoringskrise i 2. halvleg kostede dyrt
2.halvleg taber Givemandskabet så 13-9, og det er der ifølge Givetræneren en ganske enkel forklaring på.

– Vi har en periode i 2. halvleg, hvor vi ryger i en regulær scoringskrise på godt 10 minutter. Det udnytter Skanderborg bl.a. via en stribe lette kontramål til at bringe sig på 19-16 og 21-17, og herfra kom vi aldrig tilbage. Vores spil blev en gang alibihåndbold, hvor vi spillede alt for meget sidelæns i stedet for at trykke hårdt mod Skanderborgs forsvar, konstaterer Kedde Jensen, der på trods af nederlaget har ros til hele holdet for en gennemgående fin indsats og for at præsentere sig med en fin holdånd i ”cigarkassen” i Morten Børup hallen i Skanderborg.

Skanderborg har nydt godt af VM-pausen
– Vi kan tage rigtig mange gode ting med fra kampen her i aften. Fundamentet er i orden, og at vi så møder et Skanderborghold, der på dagen var forstærket af nogle ligaspillere, kan vi jo ikke gøre noget ved. Nu har Skanderborg på grund af VM-pausen for ligaholdene kunnet hente 3 sejre i rap, fordi de har kunnet stille med spillere fra Ligaen. Det er selvfølgelig ærgerligt for vi andre klubber, der ikke har de muligheder, men sådan er reglerne, konstaterer Kedde Jensen.

Der var lidt ekstra skulderklap fra cheftræneren til målmand Mikkel Dubadi, der pillede en del bolde, ligesom der også var ekstra ros til Kim Nissen og Kasper Tømrer Nielsen for at knokle godt for holdet.

Nu med 3 hjemmekampe i træk
Give har allerede torsdag d. 11. februar den næste kamp. Her er det Skjern 2, der kommer på besøg. Skjern har hentet 13 points i 14 kampe, mens Give har hentet 8 – også i 14 kampe. Give ligger på rækkens 11. plads med 3 points op til 10. pladsen, der giver kvalifikationskamp om at blive i rækken. Her ligger AGF med 11 points for 16 kampe. Der er 4 points op til Rækker Mølle, der har spillet 16 kampe, på rækkens 9. plads.

Give kommende program byder nu på 3 hjemmekampe på stribe og ser således ud: Skjern d. 11. februar. SUS Nyborg d. 27. februar og HC Odense d. 3. marts.

Mål for Give: Kim Nissen 7, Thomas Merrild 4, Christian Skagen Pedersen 3, Jonatan Isachsen 3, Anders Bøtcher 3 og Kasper Tømrer Nielsen 1.

Skrevet af Jim Hoff, Give Avisen.