Rasmus Mikkelsen: Fedt at være holdleder!

Nogle ting er man bare født til, og at snart 34 årige Rasmus Mikkelsen er blevet en uundværlig del af klubbilledet hos HK Give Fremad kan ikke overraske nogen. Hans far Poul har gennem en årrække tjent klubben som frivillig leder i eksempelvis bestyrelsen og i støtteafdelingen. Hans to søstre Pia og Helle har fra barnsben været aktive i Give Fremad på håndboldfronten, og selv spillede Rasmus håndbold til og med ynglingealderen. For at sætte trumf på håndboldkabalen, er Rasmus’ svoger Christian formand for HK Give Fremad, og Rasmus’ familie på Syrenvej i Give er såmænd naboer til Kenn Dahl ”Gasser” Jepsen, der også er en sand klublegende i Give Fremad.

Og så rykkede vi jo op!
– Jeg har altid været i hallen, og det har min familie jo også, så det er helt naturligt, at det er her jeg lægger min fritid og giver en hånd med som holdleder på divisionsholdet. Jeg blev over en fadøl og en god grillbøf spurgt for nu 5 år siden af holdets daværende holdleder, Peter Thuun, og jeg ville hjælpe til som holdleder på det, der dengang var 3. divisionsholdet. Det sagde jeg ja til, og det var nok en god idé at få mig ind omkring holdet, for der gik jo ikke længe, inden vi rykkede op, lyder det fra Rasmus med et stort grin og vanlig sans for skæv værkstedshumor.

På arbejde både til træning og til kamp
Det Rasmus Mikkelsen leverer for holdet og klubben ligger nok i kategorien ”usynligt arbejde”, for når først kampene er i gang, er der vel næppe nogen der tænker over, hvor mange større og mindre opgaver, der skal løses i kulissen, inden den store håndboldmaskine kan startes op.

– Mange tror jo bare, jeg sidder på bænken og fiser den af, men sådan er det nu ikke. Jeg har opgaver både før, under og efter kampene, forklarer Rasmus, der for øvrigt også er meget aktiv til holdets træninsgpas, hvor han sørger for overtrækstrøjer, lægetaske, harpiks og væske til spillerne. – Og så sker det da også en gang imellem, at ”Skagen” sender mig ud til ”Gasser” efter en banan, når han er ved at løbe tør for kræfter, griner Mikkelsen.

Kampkort og astmaspray på huskelisten
På kampdagen/aftenen sørger Rasmus, der også er klubbens materialemand, for at kampuniformen er nyvasket og klar. Hjemmefra indtaster han det elektroniske kampkort for Give, og i hallen sørger han for at coachingzonen omkring spillerbænkene afgrænses med tape. Lægetasken skal gøres klar så den er frisk fyldt op med eksempelvis tape, isposer – samt sørge for at Nicolai Emborgs astmaspray også ligger klar i tasken.

– Jeg møder to timer før kampstart, og ud over de nævnte ting her, tager jeg kontakt til udeholdet og laver aftaler omkring opvarmning og indløb og får evt. deres holdkort, hvis ikke det ligger klar elektronisk, inden jeg tager afsted hjemmefra. Modstandernes holdkort giver jeg så til Kedde, så han kan se, om der er overraskelser, og vores halspeaker Alf Sørensen får også et eksemplar. Så skal jeg kontakte dommerne og aftale indløb, checke kampboldene med dem, og de skal også se et eksemplar af målmandstrøjen og vores kamptrøje. Og så er det også mig, er foretager lodtrækningen med dommerne om, hvor vi skal starte, fortæller Rasmus.

Fører statistik underkampene
Under kampen sidder den gode Mikkelsen med et for udenforstående ret kompliceret skema, hvor han påfører en masse statistiske tal fra kampen: Målscorere, kontraløb, tekniske fejl, missede målchancer, redninger osv.

– Kedde er flere gange under kampen henne og checke statistikkerne. Det kan give ham en idé om udskiftninger, taktiske ændringer osv. forklarer Mikkelsen, der i pausen sørger for genopfyldning af drikkedunke.

Vaskekone for spillerne
Efter kampen står den på oprydning. Spillertøjet tager han med hjem, for det er Rasmus, der vasker spillernes kamptøj.

– Spillerne skal faktisk selv betale for at få vasket deres tøj, og det vil de så godt betale mig for. Så er de jo også sikre på, at det bliver gjort ordentligt og at det hele ikke er krympet og fejlfarvet, når de møder frem til kamp, lyder det kækt fra den altid beskedne Mikkelsen, der også nyder efter kampene at få sig en enkelt øl og en bid brød med spillerne. Det gælder især på hjemmebane, hvor der ofte er nogle gode rester efter Erhvervsklubbens spisninger op til kampene.

Timer nok til en deltidsstilling
Der går mange timer med at være holdleder, når man involverer sig i opgaven på et højt niveau som Rasmus gør det. Afsted til 3 gange træning samt kampe på ude- og hjemmebane. Det tangerer jo rent timemæssigt en deltidsstilling, men Rasmus elsker sit job.

– Jo, der er mange timer i det, men det er også fedt dels at kunne give en hånd med, og ikke mindst at være sammen med de her håndboldgutter. Man kommer jo til at lære dem at kende på en helt anden måde. Man lærer alle deres særheder og deres personligheder rigtig godt at kende, og så er det også dejligt at være del af et fællesskab, forklarer Rasmus og fortsætter:

Skal sørge for at Kedde kun skal tænke på håndbold
Min hovedopgave er i bund og grund at sørge for, at Kedde kun skal tænke på håndbold, og det tror jeg lykkes ret godt, siger Mikkelsen, der også er glad for alle de skulderklap han får af såvel Kedde som spillerne og lederne i klubben.

– Jeg kan sagtens se mig selv mange år fremover som holdleder for divisionsholdet. Det ville selvfølgelig være helt fantastisk at være med til at rykke op i 1. division. Jeg glemmer aldrig, da vi rykkede fra 3. til 2. division – hold da fast, det var fedt. Det der oprykning, det kan man godt blive lidt bidt af, lyder det med et stort smil fra Rasmus, der for øvrigt har den fynske storklub GOG som sit forbillede rent klubmæssigt.

GOG er det klubmæssige forbillede
– Fantastisk klub. Her er der kæmpestort sammenhold på tværs af alle hold i klubben. Gamle GOG-legender går ned og bliver ungdomstrænere, når de stopper med den aktive håndboldkarriere. Den slags giver bare en positiv effekt i klubben og er rigtig godt for klubånden, siger Rasmus inden han igen må ud i en holdlederopgave: Hans gode håndboldkammeret gennem flere år, Christian Skagen Pedersen, kommer nemlig over og beder om en ventil, så han kan få lidt luft ud af bolden.

– Typisk Skagen. Han skal altid have luft ud af boldene. Men han har jo også sådan en lille hånd, så han kan jo ikke holde fast i en almindelig herrebold, lyder det drillende fra den populære holdleder. Den melding returneres med en hjertelig en-finger-hilsen og et bredt grin fra den målfarlige fløjspiller.

Jo, jo – det er sådan set fedt nok at være holdleder for divisionshvalpene i HK Give Fremad!