3. udgave af Give-rommen sluppet løs

Da HK GIve Fremads Erhvervsklub i sidste uge havde inviteret til spisning inden divisionsholdets kamp mod Skanderborg, blev den populære Give rom præsenteret.

Det er Johnny Mortensen fra Diagonalen Vin & Blomster, der nu på 3. år lancerer rommen, der er gået hen og er blevet lidt af en sællert her på egnen. Ja, selv inde på de bonede gulve i Vejle Kommune der man glad for rommen, idet borgmester Arne Sigtenbjerggaard nu på. 2. sæson har bestilt 50 flasker. Dog nok ikke til eget forbrug men til repræsentative gaver.

– Vi har igen i år bestilt og fået lavet 300 flasker, og de har allerede fået ben at gå på, fortæller Johnny Mortensen, der donerer 25 kr. pr. solgt flaske til ungdomsarbejdet i HK Give Fremad.

Salget i 2014 endte således med at generere 11.800 kr. til HK Give Fremads klubkasse, da samtlige flasker blev revet væk og auktionen på de store 1 1/2 liters rom indbragte en god skilling.

Johnny Mortensen forventer, at et lignende beløb vil blive indtjent i forbindelse med salget af Give-rommen i 2015.

– Salget er som sagt godt i gang, så jeg er sikker på at ungdomsafdelingen roligt kan gøre sig klar til en check i samme størrelse. For mig er det forøvrigt vigtigt at støtte netop ungdomsarbejdet i HK Give Fremad. Det danner jo grundlaget for en velfungerende klub at man har en god ungdomsafdeling – og på sigt kan det jo også komme divisionsholdet til gode, vurderer Johnny Mortensen.