Borgmesteren til kongebold i Ikærhulen

Nicolai Emborg blev fortjent kåret til kampens spiller.

HK Give Fremad 2. div. – HC Odense 31-26 (18-13)

Det var timing i verdensklasse! Netop den dag hvor Vejle Kommune var på plads med 12 byrådsmedlemmer med borgmester Arne Sigtenbjerggaard i spidsen, viste Gives divisionsdrenge sig fra deres allerbedste side og blæste den storsatsende Odenseklub godt og grundigt ud af Ikærhulen via en helstøbt og rigtig flot præstation med et bemærkelsesværdigt godt flow i spillet.

Fra indianerbold til kongebold

Det kan godt være, at cheftræner Kedde Jensen før kampen havde annonceret en eller anden form for ”indianerbold” mod Odenseanerne, men netop den aggressive og offensive forsvarsstrategi blev recepten på succes for Give, og så endte det såmænd med, at borgmesteren sammen med et herligt medlevende og begejstret publikum i Ikærhulen kunne side og fryde sig over en god omgang kongebold fra de lokale håndboldhelte fra Give. Det var en regulær genoplivning af de gamle Givedyder, hvor gnisten mellem publikum og spillere var der fra første fløjt, og hvor spillerne sprudlede af spilleglæde!

Sejren aldrig i fare

Bortset fra de første 5 minutter, hvor holdene fulgtes ad, førte Give hele kampen igennem, og modsat andre kampe, lykkedes det denne gang for Give at holde niveau i begge ender af banen gennem stort set samtlige 60 minutter. Føringerne var i flere om gange på 7 mål, og HC Odense kom aldrig tættere på end 3 mål ved stillingen 26-23 i det 50. minut. Det var da også en ovenud tilfreds Kedde Jensen, der efter kampen med en velfortjent iskold fadøl i den en hånd og en nyunderskrevet 1 årig aftalekontrakt med HK Give Fremad i den anden hånd kunne udtale sig til avisens udsendte sportsmedarbejder.

Lukkede Odenses storskytter helt ned
– Vi vinder en særdeles fortjent sejr. Vi er foran fra start til slut, og det er igen på grundlag af en toppræstation af forsvaret, at vi vinder denne her kamp. Vi får holdt deres skytter Lasse Koch Hansen og Christoffer Werenberg rigtig godt nede med et offensivt og aggressivt forsvar, og deres ellers eminente fløjspillere får vi også lukket helt ned, især fordi vi via velovervejet og struktureret angrebsspil ikke tillader ret mange Odensekontraer, siger Kedde Jensen, der især var glad for, at hans mandskab – endelig – fik leveret en kamp, hvor man holdt niveauet både i forsvar og i angreb over hele kampen. Og det endda uden de to rutinerede stamspillere Morten Axelsen og Brian Køhler, der begge var ude med skader.

Endelig bærer anstrengelserne frugt

– Ja, det var rart og faktisk også lidt af en forløsning, for det er godt noget, vi har arbejdet benhårdt med over lang tid. Godt at se, at anstrengelserne nu bærer frugt, og at gutterne over én kam virkelig stepper op og tager ansvar og virkelig holder konceptet. Når det lykkes, så går det hele jo op i en højere enhed, konstaterer Kedde Jensen, der grundlæggende roser sit mandskab for en fremragende holdpræstation, men som også gerne vil sende en ekstra buket roser i retning af dagens topscorer Kim Nissen samt holdets ”nye” playmaker, Nicolai Emborg, der leverede en så flot kamp, at han efterfølgende fortjent blev kåret til Man Of The Match af Erhvervsklubben.

– Og så var jeg også glad for at se Heino Jepsens præstation. Han bidrager rigtig fint i aften og viser ro og overblik bl.a. i vores overtalsspil. Han får også scoret to mål, så det var alt i alt opløftende, siger Kedde Jensen, der nu håber, at holdet kan lægge flere lag på og fortsætte den gode udvikling til den kommende svære udekamp mod Svendborg d. 17 februar.

Mål for Give:

Kim Nissen 9 mål

Christian Skagen Pedersen 4 mål

Anders Bøtcher 4 mål

Nicolai Emborg 4 mål

Andreas Oliver Bjerre 4 mål

Kasper ”Tømrer” Nielsen 3 mål

Heino Berg Jepsen 2 mål

Thomas Vestergaard 1 mål

Vejles borgmester til håndbold i Give

Vejles borgmester til håndbold i Give