BREAKING:HK Give Fremad-topscorer stopper med øjeblikkelig virkning

Da vi her her på hjemmesiden i september 2018 kunne breake nyheden om, at den tidligere ligaspiller Kristian Klitgaard startede op i HK Give Fremad, lancerede vi den målfarlige fløjspiller med kanonskuddet som et vaskeægte scoop for Gives divisionstrup.

Nu kan vi så her blot fem måneder senere i de samme spalter breake nyheden om, at den 32-årige Klitgaard er fortid i HK Give Fremad med øjeblikkelig virkning.

Det fremgår af den pressemeddelelse, som HK Give Fremad sendte ud tirsdag aften efter divisionsholdets træning. Rent faktuelt nåede den skudstærke Klitgaard at spille 13 turneringskampe for Give, og den i Kolding bosiddende esbjergenser nåede også både fra en position som venstre back og venstre fløj at score sig helt op i toppen af holdets topscorerliste.

Skal være træner i en anden klub

I en pressemeddelelse fra HK Give Fremad fremgår det, at klubben efter ønske fra Kristian Klitgaard har valgt at stoppe samarbejdet pr. dags dato.

– Kristian har fået muligheden for at blive træner i en anden klub, og det har været Kristian’s store ønske lige fra starten, hvor vi indgik samarbejdet, lyder det i meddelelsen, hvor klubbens formand Henrik Henriksen og sportschef Kedde Jensen på klubbens vegne ønsker Kristian Klitgaard god vind fremover.

Om stoppet siger Kristian Klitgaard.

– Jeg har været rigtig glad for min tid i HK Give Fremad. Jeg græder med det ene øje, men samtidig smiler jeg med det andet, da denne mulighed opstod. Det har været mit store ønske lige fra starten af, og denne chance vil jeg ikke lade glide fra mig, oplyser Klitgaard, der ikke har ønsket at oplyse, hvilken klub, det er, han skal træne fremover.

Klitgaards pludselige stop betyder, at Give må tage til AGF torsdag aften for at spille om meget vigtige points i nedrykningsstriden uden topscoreren, hvis afgang i hvert fald på papiret efterlader en i forvejen smal og kronisk skadesplaget Givetrup med flere udfordringer.

På den konto kan man håbe på, at de resterende spillere “rykker sammen i bussen” og stepper yderligere op til AGF-kampen, hvor en sejr vil bringe Give 5 points væk fra nedrykningsstregen.