Senior

Oprykning til klubbens damer.

Klubbens damer i Serie 2 rykkede i aftes op til Serie 1. Det skete med en sejr på 18-16 på udebane over Horsens HK. Oprykningen er så sikker, at den skete med 2 runder igen. Godt gået, Piger. Pigerne spiller allerede igen i aften på hjemmebane imod Horsens Freja. Så kom og støt holdet imod endnu en sejr. Sammen er vi stærke.

Sejr i pokalen til damerne

Serie 2 damer i deres første kamp. Landspokal kamp mod Tistrup-hodde /cø 05 serie 1 hold. 19-19 efter ordinær spille tid. En fantastisk fight. Både i ordinær spille tid og over tid munder ud i en sejr til de seje piger fra Give. 21-22 💪💪💪sammen er vi stærke.

 

U18-damerne prøver lykken igen på lørdag

Vores U18 damer prøver endnu engang om vi kan kæmpe os til det forjættede land i 2. division på lørdag i Galten💪
Skulle nogen have lyst til at tage med og støtte op, så kom glad😃 måske der er lidt ekstra plads i bilerne.
Vi vil kæmpe med næb og kløer

På lørdag spiller U18-pigerne kval til 2. division

Så er det på lørdag at vores U18 piger skal spille kvalifikation til 2. division i Søndermarkshallen,
Vi har brug for al den opbakning vi kan få, så kom i hallen og støt vores fantastiske U18 piger

Gives divisionsreserver tabte i Hasle efter flot præstation

Hasle KFUM er en af Give Fremads gamle ærkefjender fra gamle dage, hvor de to lå og kæmpede om billetten til 3. division. Dengang var de to klubbers 1. hold der krydsede klinger, men mens Hasle er bævet i JS-rækken er Give som bekendt avanceret til 2. division med 1. holdet.

Gives træner Kenn Dahl “Gasser” Jepsen havde på forhånd forventet en meget svær kamp i det århusianske, men hans mandskab viste fremragende takter især i første halvleg, hvor Give efter 20 minutter førte med 11-7.

-Men så gik vi kolde. Ikke på det fysiske område, men på det håndboldmæssige område, hvor vi endnu ikke har fået trænet så meget sammen, at vi har tilstrækkeligt med værktøjer i kassen at gribe til, når vores indledende manøvrer er afdækket af modstanderne, påpeger “Gasser”.

Han er dog yderst tilfreds med sit holds gøren og laden over samtlige 60 minutter.

-Vi leverer en godkendt indsats, hvor vi viser god holdmoral, bevarer den gode stemning på holdet, og hvor der bliver gået til stålet. Det er flot af gutterne at bevare roen og disciplinen, for fordommen om at det kan være svært at spille på udebane i Århus med århusianske dommere, viste sig da også at holde stik igen, pointerer Givetræneren knastørt.

Der er ros til hele holdet for en fin indsats, men der er lidt ekstra godt i posen til Joakim Larsen, der især i 1. halvleg spillede en flot kamp med bl.a. 5 mål til følge.

Gives jyllandsseriehold har nu spillet to kampe. Man vandt den første kamp over Skanderborg, tabte som beskrevet her til Hasle, og nu venter topholdet fra Hørning på torsdag lige efter at 2. divisionsholdet har været på banen mod SUS Nyborg.

Kedde og Gasser nyt trænerteam i HK Give Fremad

HK Give Fremads nye trænerteam omkring klubbens 2. hold i jyllandsserien er på plads. Det blev en kendsgerning efter et møde tirsdag aften i håndboldklubben, hvor næstformand og seniorkontakt Steen Amdisen kunne berette for den samlede tilstedeværende verdenspresse, at man har lavet aftaler med sportschef Kedde Jensen og halinspektør Kenn Dahl “Gasser” Jepsen om, at de to herrer overtager ansvaret for jyllandserieholdet.

– Da vi fik en udmelding fra holdets nuværende træner, Benny Jensen, om at han af arbejdsmæssige årsager ikke kunne fortsætte som træner, gik vi straks i gang med at sondere terrænet. Kedde har jo haft ansvaret for holdet i de to oprykningskampe, og han var interesseret i at fortsætte; han skal jo følge alle 2. divisionsholdets kampe, så derfor fandt vi en assistent til ham i form af “Gasser”, der jo udover at være klubmand helt ind i hjertet også er en dygtig håndboldfagmand med flere trænerjobs på cv’et. Med det hed setup står vi med et slagkraftigt trænerteam, der udover en masse håndboldfaglige ting også kan byde ind med en masse vildskab fra bænken – og det passer fint til denne her trup, fortæller Steen Amdisen.

Større træningsindsats

En af det nye trænerteams helt store fokuspunkter bliver i følge Amdisen at få truppen til at træne kontinuerligt. Med en ny sportslig udfordring i jyllandsserien liggende foran sig skal truppen både i god form og spilles bedre sammen.

-Truppen har en hel række håndboldkloge spillere, nogle lidt ældre med en masse rutine, og så har vi også en håndfuld helt unge talenter. Alt i alt et godt hold, som også med en placering i jyllandsserien må være interessant for spillere i omegnsklubberne på lavere niveau. Med det nye stærke trænerteam på plads synes vi også, at vi har en hel masse at tilbyde, så vi håber på, at det her setup kan være med til at trække flere spillere til Give, siger Steen Amdisen, der også gør opmærksom på, at klubbens 3. hold lige er rykket op i serie 1.

Ingen fribilletter

Jyllandsseriedrengene er ifølge Steen Amdisen kommet i en svær pulje, hvor man skal ud og dyste mod Hørning, Hasle KFUM, Skanderborg 2, AIA-Tranbjerg og Dagnæs.

– En benhård kreds, og der er absolut ingen fribilletter i dén række her. Der vil være kontant afregning hver gang, hvis man ikke er klar til at levere en indsats. Det forpligter jo, men omvendt har vi set med det her hold, at når de virkelig skal ud og præstere, så er der tænding på drengen, og så leverer de varen. Man kan tydeligt mærke på truppen, at de glæder sig rigtig meget til de nye udfordringer i jyllandsserien, konstaterer Steen Amdisen.

Målet at etablere sig i jyllandsserien

Jyllandsseriespillerne vil blive matchet benhårdt til træning, hvor de træner sammen med 2. divisionstruppen. Den hårdhed og den klasse, de vil blive konfronteret med her, vil gøre dem godt, når de skal ud og præstere mod gode modstandere.

-Målet er helt klart, at vi bliver i jyllandsserien, og at vi på sigt kan etablere os i rækken. Lige her og nu lukker Gasser og Kedde hullet på trænerfronten, men det er kun en løsning der går frem til sommerferien. Det giver os god tid til at finde den rigtige trænerprofil til holdet efter sommerpausen hvor vi jo meget gerne skulle kunne tilbyde JS-håndbold igen, fortæller Steen Amdisen.

Klubben arbejder ifølge Amdisen også på at få etableret rækker i U16 og U18-drenge, men det er en meget svær opgave med flere forskellige forhindringer. Der er den velkendte efterskoleproblematik, og så er der i byen bare generelt for få drenge i den alder, der spiller håndbold. Derfor må man tænke ud over bygrænsen for at rekruttere spillere til de her rækker – og det er ikke altid helt uproblematisk.

2. holdet herre vandt oprykningsslaget til jyllandsserien

Ejstrup/Hærvejen serie 1 – HK Give Fremad 22-25 (13-9)

Mål for Give: Christian Larsen 6, Joakim Larsen 4, Anders Bøtcher 4, Jesper Jakobsen 4, Emil Andersen 3, Frederik Sorth 1, Brian Køhler 1, Morten Zøhner 1 og Jesper Stie Sørensen 1.

Gives bedste: Jakob Skov

NR. SNEDE: Da Give havde vundet den første kamp i Give med 7 overskydende mål, var devisen klar for hjemmeholdet i kamp nr. 2, der blev afviklet i den stemningsfulde Nr. Snede Hallen, hvor tilskuerne virkelig gav den gas og lagde stort tryk på Givemandskabet.

Hjemmeholdet lancerede igen den meget offensive 3:3-opdækning, der som i det første opgør voldte Give en hel del problemer. Gæsterne optrådte nervøst og usikre (overtændte?), og da man leverede den ene tekniske fejl efter den anden i angrebsspillet kunne et toptændt og velspillende hjemmehold bringe sig foran 13-9, inden pausefløjten lød.

Den stilling betød, at Ejstrup/Hærvejen skulle score 3 mål mere for at indhente Gives forspring fra den første kamp. Et projekt der så ganske muligt ud vurderet fra de to holds præstationer i de første 30 minutter.

Joakim Larsen og Emil Andersen med afgørende indhop

Givemandskabet kunne hermed gå i omklædningsrummet til en tiltrængt pause og en god snak med interimtræner, Gives sportschef Kedde Jensen, der igen var vikar for en sygdomsramt Benny Jensen. Men hjemmeholdet formåede at holde fast i føringen i godt 16 minutter, ja hjemmeholdet førte faktisk med 5 mål efter 39. minutter spil, og her lugtede hjemmeholdets spillere og det fantastiske hjemmepublikum for alvor blod.

Men så vendte kampen på en tallerken. Give gik fra 11-16 til 18-18 fra det 39. minut til det 46. minut, hvor især de to indskiftere Joakim Larsen og Emil Andersen med hver 2 scoringer fik Give tilbage på brædtet igen. Det gjorde de fordi, de kom ind med friske ben og hoveder, og fordi at Gives målmand Jakob Skov pludselig fik sat gang i en stime med redninger.

Stolt sportschef – og vikarierende træner

Samtidig blev det tydeligt, at hjemmeholdets spillere nu betalte en dyr regning for, at de havde leveret så flot en kamp med så meget offensivt forsvarssrbejde de første godt 40 minutter. Tabken var simpelthen ved at løbe tom, og også mentalt var det en hård mavepuster, at de en 5-målføring blive forvandlet til 18-18. Nu skulle man score 8 mål mere end Give på 14 minutter – og den slags mirakler kan være svære at tro på – selv i denne søde juletid.

Opildnet af egen medvind satte Give trumf på og scorede 7 mål i kampen sidste 10 minutter, mens et slukøret hjemmehold blot fik sat 4 mål ind i samme periode. Det betød, at Givetruppen med en jublende glad og stolt Kedde Jensen i spidsen triumferende kunne række armene i vejret efter det sidste fløjt.

Vigtigt for klubbens sportslige ambitioner

– Jeg er både rigtig glad og særdeles tilfreds – både som træner og som sportschef for de her drenge. Vi leverede skidt i 1. halvleg, og vi var nede med 5 mål i 2. halvleg, men gutterne rejste sig og kom rigtig flot tilbage. Det er jeg rigtig stolt af.

– Nu nåede vi sæsonmålet om at få vores 2. hold op i jyllandsserien, og det er bare så vigtigt for det videre sportslige perspektiv i klubben, lød det fra Kedde Jensen, der til dagens kamp havde udtaget rutinerede Brian Køhler og kæmpetalentet Emil Andersen med fra klubbens 3. hold for at tilføre bænken nogle flere muligheder.

2 x 10 gode minutter nok for Give

Surt for Ejstrup/Hærvejen, at de efter flotte 40 minutter ikke kunne holde fast og evt. udbygge 5-målsføringen. Set over to kampe var Hærvejsklubben faktisk bedst spillende i sammenlagt 80-90 minutter, men Give formåede via individuel klasse og bedre fysik tilsat flere muligheder fra bænken at vinde begge kampe ved for alvor – sådan lidt sort/hvidt formuleret – at levere varen 2 x 10 minutter i den fase af kampene, hvor det hele bliver afgjort, Og det vidner altså også om en vis klasse!

Man må også tilskrive den energi, motivation og styring, der kom fra Kedde Jensen på trænerbænken en del af æren for, at Give nu kan bryste sig af, at man har et 2. hold i jyllandsserien. Kontant og konsekvent coaching med stor faglighed og direktioner uden omsvøb betød, at Givespillerne aldrig var i tvivl om, hvad der blev forventet af dem såvel spillemæssigt som fysisk og mentalt. Og den slags er vigtigt, når man skal ud og agere i sådan en heksekedel som den i Nr. Snede Hallen.

Kæmperespekt for Ejstrup/Hærvejens arbejde

Flot med oprykningen til Give, og kæmprespekt herfra til Ejstrup/Hærvejen for de ting, de har gang i ude på prærien. Fantastisk kulisse, supergod stemning, kanongod speaker og flot opbakning fra alle i og omkring klubben. Klubben har et godt damehold i toppen af 2. division, serie 1-damerne er rykket op i jyllandsserien, og herrerne var altså i opspil til jyllandsserien. Det ser ud til, at man er på vej tilbage til at blive en vaskeægte håndboldstormagt, som det var tilfældet i 1979/80, hvor klubben havde et hold i landets bedste damerække.

Give er også godt på vej med to oprykninger i herrerækkerne og et hold i 2. division, der ligger i toppen. Derfor kan man godt tillade sig at slutte denne artikel med at konstatere, at der i den grad var håndboldtopmøde i Nr. Snede Hallen denne lørdag eftermiddag.

HK Give Fremads serie 1-herrer tog stort skridt mod jyllandsserien

HK Give Fremad serie 1 – Ejstrup/Hærvejen 22-15 (9-9)

Give: Jakob Skov, Anders Larsen, Christian Møller, Jesper Jakobsen, Steen Amdisen, Mads Birk, Anders Bøtcher, Joakim Larsen, Morten Zøhner, Frederik Sorth, Jesper Sørensen og Christian Larsen.

Mål for Give:

Christian Larsen 11, Anders Bøtcher 4, Morten Zøhner 3, Jesper Jakobsen 3 og Steen Amdisen 1.

Man of the match: Christian Larsen

Kedde og Bjørn tog over for syg Givetræner

Det blev et særdeles opslidende slag for Gives serie 1-mandskab, da holdet på hjemmebane spillede den første af to oprykningskampe mod Ejstrup/Hærvejen om retten til at kalde sig for jyllandsseriehold efter jul.

Gæsterne kom som sikker vinder af serie pulje 1 med 16 points for 10 kampe – nøjagtigt som Give i pulje 2. Det så altså på papiret ganske jævnbyrdigt ud, og det skulle da også vise sig, at gæsterne kom til at volde hjemmeholdet en del kvaler  – i hvert fald i kampens første 50 minutter.

Give måtte for øvrigt stille op uden holdets normale træner Benny Jensen, idet han måtte melde fra pga. sygdom. I stedet var det HK Give Fremads sportschef Kedde Jensen og 2. divisionsholdets træner Bjørn Hessellund, der stod med ansvaret denne aften.

Rodet 1. halvleg

Det skal også  noteres, at fire af serie 1-holdets spillere trænede en god times tid sammen med divisionsholdet inden første del af oprykningsfinalen mod Ejstrup/Hærvejen. Om det var derfor, at Give fik en ret skidt start, skal vi lade være usagt, men hjemmeholdet leverede  i hvert fald en noget ujævn 1. halvleg med en del tekniske fejl samt en del forhastede afslutninger, som gav gæsterne nogle fine kontramuligheder. Ejstrup/Hærvejen brillerede også med flere flotte indspil til stregen, som blev omsat i scoringer.

Give havde muligheden for at trække fra ved 8-6 efter 22. minutters spil, men grundet 2 dumme 2-minutters udvisninger tilsat sjuskede afleveringer og forhastede afslutninger lukkede man gæsterne ind i kampen igen, og måtte nøjes med 9-9 ved pausen efter en rodet og usammenhængende første halvleg.

Give vandt på fysikken

Det lignede derfor en dyst, der kunne blive afgjort på fysikken. Og sådan blev det også.

Give måtte slide og slæbe med tingene til godt 10 minutter før tid, hvor de mange anstrengelser endelig bar frugt i takt med, at flere af udeholdets spillere blev mere og mere møre rent fysisk. Det gjorde så heller ikke sværere for Give, at der skete et stilskifte fra dommerduoens side, idet flere kendelser i slutfasen havde en tendens til at gå hjemmeholdets vej.

Dette havde – ifølge den mere åbenmundede del af tilskuerne – ikke været tilfældet i store dele af kampen, hvilket da også medførte, at dommerne via dommerbordet fik stanget et ‘gult kort’ ud til en lille gruppe ihærdige tilskuere bag Givemålet.

“Hold mund – eller forlad hallen”, lød budskabet!

Eminente Larsen og stærke Skov

Heldigvis for Give magtede aktørerne på banen at holde fokus, og de sidste 10 minutter vandt de lyseblå fra Give med suveræne 6-1 over et mere og mere modløst gæstehold, der kunne se Give score efter næsten behag.

Ikke mindst højrefløjen Christian Larsen havde en forrygende dag og blev en slags matchwinner for Give med sine 11 mål, heraf 5 på straffekast. Det var en fornøjelse at se den unge mand stråle og levere så flot en præstation i så vigtig en kamp. Også stor ros til målmand Jakob Skov, der især i 2. halvleg trådte i karakter med en række flotte redninger, der netop muliggjorde, at bl.a. Larsen kunne brillere med en række flotte kontrascoringer

Nu venter heksekedlen i Nr. Snede

Det endte med en klar sejr på 22-15 til Give, og det er et godt men også meget nødvendigt rygstød at have før oprykningsfinalens 2. del, der skal udspilles lørdag eftermiddag i Nr. Snede-hallen. Man skal endelig ikke forfalde til at tro, at den på forhånd er hjemme selv med et med 7-måls forspring.

Give vil blive mødt af en propfuld hal med 250-300 fanatiske tilskuere, der i en sand heksekedel af en håndboldarena vil gøre alt for at kyse både modstandere og dommere.

Når det er sagt, så bør Give målt ud fra kvaliteten af truppen kunne kvalificere til jyllandsserien. Men det kræver en noget mere fokuseret og disciplineret indsats end den, de lyseblå leverede i de første godt 40 minutter her i aftenens kamp.

2. hold herre spiller opspil til jyllandserie

Klubbens serie 1 Herre spiller opspil til jyllandserie på hjemmebane, allerede i morgen Torsdag d. 7/12 kl. 20.30 i Ikærhallen. Kom og støt drengene i kampen om at komme i jyllandserien. Der spilles bedst af 2 kampe.

Opvarmning spild af tid: HK Give Fremads 3. hold rykker op i serie 1

Rent tilskuermæssigt lever HK Give Fremads 3. hold i serie 2 en noget mere stille tilværelse end deres berømte kolleger på 2. divisionsholdet, men tag endelig ikke fejl:

Hvis du spørger gutterne på serie 2-mandskabet, er de mindst lige så gode som Bust, Madsen, Overgaard, Skagen, Tømrer og hvad stjernerne på 1. holdet nu ellers hedder.

Hvis ikke en tand bedre, faktisk! Holdet er så stærkt, at man ikke engang behøver en træner, og de enkelte spilleres niveau ligger også på en skala, der helt overflødiggør træning – og opvarmning før kampene.

Det vender vi tilbage til.Det er Jimmy Hansen, der har vundet i lotteriet, og som har fået det ærefulde hverv som holdleder for denne imponerende trup af komprimeret – og til tider misforstået – håndboldtalent, og den gode Hansen og spillerne kan fremvise en imponerende statistik, der i skrivende stund fortæller om 9 kampe og 9 sejre med en målscore på plus 57 i serie 2 rækkens pulje 1.

Den slags bygger man ikke kun legender af; det er også den slags præstationer, der ender med en stensikker oprykning til serie 1.

Legendarisk kampoplæg af Hansen

Vi tager lige et eksklusivt og sjældent kig ind i maskinrummet på dette velsmurte håndboldtog, der har pløjet al modstand effektivt fra banen i denne efterårssæson.

Scenen for dette for sportsjournalistikken så flamboyante rendezvous med håndbolden i ølkassehøjde er sat en kedelig grå regnvejrslørdag ved middagstid.

Her møder serie 2-gutterne op til årets vigtigste kamp – måske ikke i den samlede danmarksturnering – men i hvert fald for de lokale håndboldhelte, der denne dag har et overordentligt betydningsfuldt stævnemøde med Dagnæs Håndboldklub, der fra en position som nr. i rækken med klublegender som 47-årige Adnan Nikontovic og ligeledes 47-årige Frederik Aabo Salling på holdkortet sad ubønhørligt bidt fast i haserne på topholdet fra Give.

-Hvis vi vinder den her kamp, så rykker vi op gutter, proklamerede holdleder Jimmy Hansen for den fremmødte lørdagstrup, mens halvdelen af dem havde sat fokus ind på at få masseret de værste åreknuder passérbare, så der kunne komme ilt frem til bentøjet.

Ikke så meget andet taktisk pladder; en dejlig kort, forståelig besked – og så var der ellers game on.

Kaffe i stedet for opvarmning er det hemmelige våben

Og så er det nu, vi lige vender tilbage til den der med opvarmningen, eller rettere manglen på samme.

Nu tror du måske, kære læser, at der her er tale om dovenskab og ugidelighed. Men sådan forholder det sig langt fra.

Det handler simpelthen om håndboldstrategi i Ulrik Wilbek-klassen.

-Vi kyser simpelthen vores modstandere med dette er kneb. I stedet for at brænde en masse krudt af på opvarmningen, retter vi vores energi 100 % mod de 2 x 30 minutter kamp. Vi oplever gang på gang, at de andre hold bliver totalt overrumplede, at når de er færdige med opvarmningen, så er vi knap nok kommet i spilletøjet endnu. Næh, vi kører med en helt anden devise: En kop kaffe, og så drengene klar, fortæller Klaus Møller, der er holdets uofficielle spillende endnu ikke udnævnte anfører. Hvad det er for et kaffemærke, som de succesrige håndboldprofiler drikker, vil Møller af holdtaktiske årsager dog ikke afsløre.

0-0 efter 11 minutter

Dagens topkamp, der blev dømt af de to meget kompetente tidligere topspillere, Henrik Steen Andersen og Hannibal Gregersen fik et meget bemærkelsesværdigt forløb.

Begge hold startede nemlig nervøst. Ja, selv Givespillerne virkede trykkede af den betydningsfulde kamp (eller var det for meget kaffe?), og det bevirkede, at der efter 11 minutters spil sensationelt stadigvæk stod 0-0!!

Disse ‘italienske’ tilstande fik dog en brat ende, for da først Givespillerne fik fuld effekt af koffeinen fra opvarmningskaffen, gik der for alvor hul på scoringsbylden.

-Da der først kom gang i målscoringen, så vi os ikke tilbage. Sejren blev stille og roligt trukket i land, som den er blevet i alle de andre kampe, som vi har været afsted til i denne sæson, lyder det med cool charmerende overskud fra Klaus Møller.

Spiller hentet hjem pr. fly

Der var dog noget, der kunne minde om nerver på op til topkampen. Grundet serie 2-truppens mange private gøremål må der nogle gange graves dybt i posen for at skaffe spillere nok til kampene, og op til Dagnæskampen måtte man helt ud over landets grænser for at finde den sidste spiller.

-Vi var nødt til at hente Brian Køhler hjem fra England, hvor han arbejder. Han landede i Billund 20 minutter før kampstart, så det passede jo helt fint. Og fint vi ikke er for mange spillere afsted. På den måde er der jo ikke nogen, der kommer til at sidde og kede sig på bænken, lyder det knastørt fra Klaus Møller.

Ros er godt, gratis øl endnu bedre

Efter den stilskkire sejr på 19-14, og dermed oprykningen i hus, var der rosende ord fra den fremmødte formand Henrik Henriksen og ikke mindst fra håndboldlegenden Kenn Dahl “Gasser” Jepsen. De havde begge klogeligt valgt at bruge en lørdag middag plus det løse på en gang kvalitetshåndbold fra øverste skuffe.

Gratulationer er sådan set gode nok, men endnu bedre blev det, da gratulanterne smed en kasse hårdt tiltrængte kasse gratis iskolde pilsnere på bordet. En vaskeægte stemningsbasker.- Nu er der kun en vej og det er fremad. Nu hedder det serie 1 efter jul og med lidt god vilje jyllandsserie efter nytår, var der én, der lidt kækt råbte i omklædningsrummet efter kampen og den 4. gratis pilsner.

Jovist, ambitionerne fejler bestemt ikke noget hos Give Fremads 3 hold. HK Give fremad behøver dog ikke være bange for, at der vil bliver forlangt træningstider i den i forvejen hårdt pressede Ikærhal. Der er formentlig ikke en eneste af dem, der vil møde op!

Fra 1970 til 1996

Holdet der sikrede oprykningen til serie 1 så således ud. “En perlerække af legender og håndboldikoner”, som holdet så beskedent selv beskriver deres line-upKenneth Hansen, Morten Derdau, Jens Flensborg, Brian Kristiansen, Brian Køhler, Michael Bach, Peter Hviid, Jan Dideriksen

Holdleder: Jimmy Hansen, Engang imellem spillede holdleder: Rene Pedersen. Holdleder ass: Noah Hansen. Vandbærer: Silas Hansen

Man of the Match med en imponerende redningsprocent på 62 %: Jan Dideriksen.

Ældstemand: Jens Flensborg fra 1970. Yngstemand:Peter Hviid fra 1996.