Chris Bust vil gerne i 1. division med Give

Gives nye playmaker/venstre fløj, 26 årige Chris Bust, har før prøvet at rykke op med sit hold til 1. division.

Det var da han spillede i Fredericia HK, at Bust prøvede den gode fornemmelse, og derudover har han også spillet 1. division i Ejby og i Vejle. I sidstnævnte klub bl.a. sammen med Kasper Tømrer Nielsen og Rolf Hessellund.

Og det der med at spille i 1. division tiltrækker Chris Bust, der til dagligt arbejder som leder hos UPS (United Parcel service), der beskæftiger sig med udlevering af pakker.

– Jeg vil rigtig gerne spille 1. division igen, og efter 3-4 prøvetræninger her i Give blev jeg overbevist om, at det godt kunne blive med Give, den drøm gik i opfyldelse. Jeg synes, der er mange gode spillere her i klubben. Det er en god ambitiøs klub, og det er efter min mening ikke urealistisk, at vi kan komme i top 6, måske endda lidt højere, mener Chris Bust, der bor i Smidstup mellem Vejle og Fredericia sammen med sin kæreste.

Bust har lavet en 1 årig aftale med Give.