“Det er nu vi har brug for opbakning”

Kritikken har været hård, ordene knubbede og frustrationen stor i retorikken omkring HK Give Fremads 2. divisionsmandskab efter at holdet især i de sidste to kampe mod henholdsvis Grindsted og Skjern har leveret pænt under både egne og omgivelsernes forventninger.

Kritikken er hørt og taget til notat på såvel leder- som spillerside, og holdets træner Martin Schmidt ser nu frem med stor forventning til holdets næste opgave, hjemmekampen mod SUS Nyborg på lørdag i Ikærhallen.

-Rart at vi nu igen har en ny kamp, hvor vi kan vise os frem og betale tilbage efter et par dårlige kampe. Jeg ved godt, at vi overordnet set ikke har præsteret, som vi alle ønskede det i de sidste kampe, men på trods af det, er der altså nogle gode ting rent spillemæssigt, vi kan tage med ikke mindst fra de første 40 minutter fra Skjernkampen. De ting vi lavede her skal vi tage med til kampen mod SUS Nyborg – og meget gerne i større målestok, siger Martin Schmidt.

  • Lige skal alle byde ind med alt, hvad de har. Når det går godt, er alle jo glade, mens man er noget påvirket, når det går dårligt. Derfor ofrer jeg gerne lidt ekstra tid på holdet, for man er jo også et eller andet sted ramt på den faglige stolthed, når man som spiller og hold ikke leverer varen.
– Jesper Johannesen, skadet spiller

“Spillerne knokler for sagen”

Vejen tilbage til både bedre præstationer og flere points går ifølge Schmidt over ydmyghed og hårdt arbejde. Og sammenhold.

-Vi skal blive bedre til at stole på hinanden, vi skal stå sammen, når vi løber ind i de svære perioder, der altid er i en håndboldkamp. Det handler om at løse opgaven som et kollektiv, og det er noget, vi snakker rigtig meget med spillerne om, siger Martin Schmidt.

Klubbens sportschef, Kedde Jensen, er naturligvis også med inde over i snakken med spillerne, og han kan berette om en samlet trup, der vil håndboldprojektet i HK Give Fremad rigtig meget.

-Give betyder meget for de her spillere. De knokler virkelig for sagen, og der er bestemt også fremgang at spore både ved enkelte spillere og på det holdmæssige. Selvfølgelig vil der være udfald i kampene, og det er dem, vi som hold skal blive bedre til at tackle, siger Kedde Jensen.

Jagten på den gode præstation

Netop det med at arbejde som hold og løse tingene som et kollektiv ser Martin Schmdt som et udviklingspunkt for holdet.

-Alle spillerne vil bare det her så meget, men vi skal altså lære, at man ikke kan løse problemerne ene mand i kampene, når modgangen rammer. Når det spidser til, skal vi være helt skarpe på, hvad vi gør, hvem der gør hvad og hvornår og hvordan. Og det ved spillerne jo faktisk også, men når man er ramt på selvtilliden, er det svært at omsætte, og det er dette mentale fikspunkt, vi arbejder meget seriøst med lige nu. Og jeg vil gerne igen-igen pointere, at samtlige spillere går ind på banen for at vinde – hver gang, understreger Martin Schmidt.

Martin Schmidt og Kedde Jensen er enige om, at det på lørdag først og fremmest handler om den gode præstation, og om at holdet leverer det rigtige udtryk.

-Drengene vil sgu’ det her; de bruger rigtig meget tid på håndbolden, selvom de er fyraftensproffer. Der er også et stort forventningspres i en klub som Give, hvor der er en fantastisk opbakning til holdet både fra klubbens ledelse og tilskuerne. Og det er ok med forventningspres, vi skal bare huske, at vi skal løfte i flok som klub, spillere, trænere og tilskuere – i med gang og modgang. Det er lidt hårdt for holdet lige nu, så vi har brug for stor opbakning fra vores trofaste tilskuere på lørdag, lyder opfordringen fra Kedde Jensen og Martin Schmidt.

København-Give tur/retur i holdets tjeneste

En af de spillere, der pt. løber nogle ekstra kilometer (bogstaveligt og billedligt talt) for holdet er Jesper Johannesen. Ret beset burde han være i København i uddannelsesmæssig øjemed denne tirsdag aften, hvor avisen kigger forbi til træningen. Men Johannesen har valgt at tage toget fra Kbh. til Give for at vise sin opbakning og tilstedeværelse i holdets tjeneste, selv om han er skadet og kun kan træne sporadisk med.

-Vi har fået en svær start, men på trods af det er tonen konstruktiv på holdet. Vi har haft en lang række gode interne samtaler. Og vi er rykket sammen som trup midt i al modgangen, siger Jesper Johannesen.

Grunden til at han har valgt at tage hjem fra København en gang om ugen for at træne skyldes dels holdets lidt trælse situation, og dels at han bare gerne vil være en del af holdet så meget som muligt, selv om det betyder, at han skal stå op kl. 5.00 og tage morgentoget til København.

-Lige skal alle byde ind med alt, hvad de har. Når det går godt, er alle jo glade, mens man er noget påvirket, når det går dårligt. Derfor ofrer jeg gerne lidt ekstra tid på holdet, for man er jo også et eller andet sted ramt på den faglige stolthed, når man som spiller og hold ikke leverer varen, sige Jesper Johannesen, der med glæde kan konstatere, at der trods modgagen ingen splittelse er på holdet.

-Vi er mentalt ramt, men vi vil det her, og vi arbejder med det stenhårdt til træning, siger venstrehåndsspilleren, der er tvivlsom til lørdagens kamp, men som vil gøre alt for at blive klar.

Ud over Johannesen er også Kim Nissen tvivlsom til kampen grundet en lyskenskade. Der er kampstart kl. 15.00 i Ikærhallen.