HK Give Fremad 27 29 Frederikshavn FI
29th Apr 2017 - 15:30
Ikærhallen
Oprykningsspil til 1. division

Så gik den ikke længere! Give mistede det sidste håb om oprykning til 1. division, da man lørdag tabte 29-27 til Frederikshavn, der dermed beholder pladsen i landets 1. division.

I omegnen af 500 tilskuere havde fundet vej til hallen for at hjælpe de lokale drenge til sejr og dermed en ny og helt afgørende kamp om 1. divisionsbilletten. De kunne se Give få en forrygende start, idet hjemmeholdet førte 4-1 efter 4 minutter, og det fik i den grad Ikærhallen op på kogepunktet.

Men gæsterne overvandt chokstarten, og ved pause stod der kun 15-14 i Gives favør, selv om hjemmeholdet spillede rigtig gode første 30 minutter. Dog blev der brændt et par store chancer på meget vigtige tidspunkter, for ret beset kunne/burde pauseføringen havde været på 3-4 mål.

Interview med Bjørn Hessellund

Give manglede i den grad skarphed i 2. halvleg

Efter pausen så det pænt anderledes ud, idet gæsterne viste en del glimt af, hvorfor de er i 1. division, mens Give omvendt viste lige så mange glimt af, hvorfor det ikke bliver til 1. division i denne omgang. Det handler om skarphed! Den havde Frederikshavn; ikke mindst var de gode til at profitere af de tekniske fejl, som Give lancerede en del af i 2. halvleg. 5-6 bolde blev i angrebsspillet uprovokeret kastet direkte til en frederikshavner, og så lå bolden hver gang i netmaskerne i Gives mål.

Som i kampen i Frederikshavn, blev der igen brændt alt for mange store åbne målchancer, og de alt for mange fejl og de brændte chancer kostede både på måltavlen og nok ikke mindst på psyken hos hjemmeholdet. Givespillerne fightede dog videre til det sidste ikke mindst takket være et helt fantastisk hjemmepublikum, der virkelig var i topform denne eftermiddag.

Interview med Frederikshavntræner Thomas Rømer

Alt i alt en flot sæson

Men publikum kan heppe, stresse modstandere og dommere osv., men de kan ikke løbe ind og score målene. Så havde Give nok vundet med 14-15 mål!

Naturligvis stor skuffelse i Givelejren efter kampen og stor glæde hos nordjyderne, der alt i alt er en fortjent samlet vinder af de to kampe. Men Giveholdet skal have kæmpestor ros for at have leveret en flot sæson og givet publikum en masse store oplevelser ikke mindst hjemme i Ikærhallen, hvor hallen de sidste mange gange har været fyldt – og hvor en hel by har levet euforisk med i håndbolddrengenes bedrifter.

De to kampe mod rækkens nr. 1 HEI og de to kampe mod Frederikshavn, som Give tabte, kunne man faktisk have vundet alle sammen -og det giver både grobund for optimisme og ikke mindst en saglig evaluering af, hvor det er, man skal steppe op for at tage de sidste afgørende skridt, hvis man vil i 1. division! Den evaluering overlader vi trygt til sportschef Kedde Jensen og træner Bjørn Hessellund, der allerede er i gang med at samle puslespillet til næste sæson. Mere herom i de næste uger.

Give har én kamp tilbage – og hvilken én: Det er pokalkampen mod KIF Kolding København, som spilles i Ikærhallen den 9. maj.