Flot sæson af Gives JS-damer

Har HK Give Fremad et damehold på vej op i 3. division? Det spørgsmål er relevant at stille, efter at klubbens damehold i jyllandsserien såvel i efteråret som i foråret har leveret opløftende præstationer og især her i den just afsluttede forårssæson har været oppe at snuse til topplaceringerne i rækken. Derfor er det ikke urealistisk at forestille sig, at træner Peter Thuuns fremadstormende håndboldtropper er klar til at tage det næste skridt op ad rangstigen.

Har slået begge tophold
– Her i foråret har vi været med i en meget tæt pulje og spillet en masse fede kampe, hvor resultaterne har været meget tætte med små 1-2 måls sejre/nederlag. Vi har spillet nogle rigtig gode kampe, hvor vi har slået rækkens tophold Varde og Team Helle. Således slog vi Varde her i Ikærhallen, og det betød, at det blev Team Helle, der rykkede op. På den måde havde vi afgørende indflydelse på oprykningen, fortælle Peter Thuun, der sammen med Betina Thorsager danner en stærk trænerduo for de talentfulde piger/damer. En duo, der har forlænget aftalen med HK Give Fremad, og dermed er klubbens damehold i gode hænder i den nye sæson.

Samtlige målsætninger opfyldt
Holdet ender efter 5 sejre og 5 nederlag på rækkens 2. plads med 10 points. Det er 6 points efter rækkens oprykker, Team Helle, og 8 points vær fra nedrykningsstregen.

– Det var klubbens målsætning, at vi skulle overleve i rækken, men internt havde vi da sat os selv et mål om at være med i toppen, og det lykkedes, idet vi hele tiden har ligget godt til i rækken og været med til at præge top 3-4. Dermed er samtlige målsætninger blevet opfyldt, konstaterer Peter Thuun, der har haft en trup på 12-13 spillere at trække på.

Trupudvidelse på vej
Denne trup er stort set intakt, når den nye sæson fløjtes op. Dog er der spørgsmålstegn ved om målmand Diddi Jakobsen fortsætter. Peter Thuun er – selvfølgelig – allerede i gang med at tænke trup til den nye sæson med henblik på at kunne præsentere en stærk trup, der kan blande sig i topstriden.

– Jeg er i kontakt med flere nye spillere, for hvis vi på sigt skal tage det næste skridt, skal vi have en større trup. Ikke mindst fordi, at vi mangler at kunne matche hinanden til træning i spillet 7 mod 7. Det er fint nok med øvelser med kegler, men de ”bider jo ikke fra sig”, så her skal vi klart steppe op. Flere spillere til træning, mere kvalitet og dermed hårdere konkurrence om pladserne, siger Thuun, der da også har inviteret fere nye spillere med til truppens sommertræning, så man kan se hinanden lidt an på uformel vis.

Skal blive fysisk stærkere
Der er især et område, hvor Peter Thuun skal udvikle sine spillere, nemlig på det fysiske område.

– Vi har nogle dygtige, letbenede spillere, der godt kan finde ud af at spille håndbold, men vi er nødt til at få noget mere fysik på. Vi er generelt lidt for små i forhold til de bedste af vores modstandere, så vi har bedt om – sammen med divisionsherrerne – at klubben etablerer et styrketræningsrum her i hallen, så vi kan træne mere målrettet med det fysiske aspekt, siger Peter Thuun.

Drømmen om damedivisionerne
Den altid engagerede og vellidte dametræner er klar til at han og pigerne skal tage det næste skridt på det sportslige parameter. Drømmen om at få et divisionshold også på damesiden er han næppe alene om, men den slags tager tid, og Thuun ser da også drømmen om at stå i spidsen for et kuld divisionskvinder som en langsigtet men også realistisk ambition.

– Vi vil meget gerne en række op. Men vi skal samtidig bevare vores identitet som et hold, der lægger stor vægt på det sociale sammen med det sportslige. Det har været og er vores helt store styrke, at vi har et fantastisk sammenhold, og det skal vi fastholde. Samtidig er det jo ikke sådan, at vi får tildelt ekstra midler af klubben, fordi vi godt kunne tænke os at komme op i 3. division, så det kræver hårdt arbejde og tålmodighed. Og vi er klar til at levere begge dele, lyder det med et bredt smil fra Peter Thuun, der i forbindelse med den nye sæson skipper sit ”job” som holdleder for divisionsherrerne for at gå all in med damerne.