Give forlænger med træner, sportschef og seks spillere

I forbindelse med Erhvervsklubbens spisning op til lokalbraget mod Grindsted kunne HK Give Fremads formand Henrik Henriksen offentliggøre for de 135 gæster, at klubben har forlænget aftalerne med træner Martin Schmidt og sportschef Kedde Jensen for yderligere et år.

Dermed er rorgængerne, der skal udstikke kursen for den nye sæson på plads, og sportschef Kedde Jensen kunne efterfølgende afsløre, at man har fået lavet aftaler med seks af klubbens spillere for den nye sæson.

Det drejer sig om Mads Overgaard, Jacob Skov, Morten Baslund, Sebastian Hansen, Kim Nissen og Simon Madsen, der alle har lavet aftale for yderligere et år med klubben.

– Vi er yderste tilfreds med at have de her aftaler i hus. Dermed er rygraden på holdet på plads, og nu skal vi så i gang med at finde de sidste spillere til truppen. Der arbejdes både på de interne og de eksterne linjer med at få lavet flere aftaler. Der er hektisk aktivitet, så det er en særdeles spændende tid, vi går i møde, sagde Kedde Jensen.

Vi skal også lige have med i denne snak om, hvem der er med på holdet til næste sæson, at klubben ligeledes kan trække på holdleder Rasmus Mikkelsens mange fine kompetencer de næste to sæsoner.