Give smagte igen sejrens sødme efter pokalsejr over Varde HK

Efter tre nederlag i rap i turneringen lykkedes det for Give Fremads 2. divisionshold at smage sejrens sødme, da holdet torsdag aften simultant med Danmarks kamp mod Norge vandt en komfortabel storsejr på 34-22 i Lerpøthallen i Varde.

Givetræner Martin Schmidt måtte tage afsted uden fire spillere, der grundet skader og arbejde måtte stå over: Brian Køhler, Mads Overgaard, Kim Nissen og Jesper Johannesen (arbejde). Det betød, at man kun var 11 mand afsted, heriblandt igen assistenttræner Kasper “Tømrer” Nielsen, der var på holdkortet som gardering.

Det skulle dog vise sig, at Varde rent håndboldmæssigt levede fint op til deres placering i bunden af 3. division, for gæsterne fra Give havde overhånden fra start til slut. Stille og roligt klikkede måltavlen højere og højere op i Gives favør, og da gæsterne fem minutter før pausen førte 17-7, var der ikke ret meget tvivl om, at den her kamp ville ende med en Givesejr.

Pauseføringen på 19-9 kunne et solidt og stabilt spillende Givemandskab udbygge til slutresultatet 34-22, og dermed er Give altså sikkert videre til næste pokalrunde.

  • Vi havde overhånden kampen igennem og var vel ret beset aldrig i tvivl om, at vi ville vinde denne her kamp. Det skal så også siges, at der var stor forskel på de to hold, og Varde er helt sikkert et hold vi skal slå.

– Martin Schmidt, Givetræner

Bundsolidt forsvarsspil

Martin Schmidt var naturligvis lettet efter sejren, for nok prioriterer man turneringen højest, men der er vel næppe ret mange 2. divisionstrænere, der går og drømmer om at ryge ud til et bundhold fra 3. division i pokalen.

– Det var rigtig dejligt med en sejr, og fint at vi under de forhold med fire mand ude kunne præstere så stabilt. Vi var solide kampen igennem, stod rigtig stabilt i forsvaret og løb de kontraer, vi skulle. Vi havde overhånden kampen igennem og var vel ret beset aldrig i tvivl om, at vi ville vinde denne her kamp. Det skal så også siges, at der var stor forskel på de to hold, og Varde er helt sikkert et hold vi skal slå – også selvom vi har tre-fire stamspillere ude med skader, pointerer Martin Schmidt.

Givetræneren gav fuld spilletid til forsvarsklippen Jesper Stie Sørensen på stregen, hvor han tog over fra Kim Nissen og Mads Overgaard. Chris Bust snuppede hele kampen som bagspiller, og Rolf Hessellund fik 15 minutter som venstre back og leverede 20 minutter i forsvaret, inden en skade tvang ham ud på bænken.

-Drømmescenariet for os før kampen var et holde Varde under 20 scoringer, men det lykkedes vi ikke helt med. Vi burde og have scoret en 6-7 mål mere, men alt i alt en rigtig god kollektiv indsats, hvor vi fik øvet os i at vinde igen. Da vi manglede forsvarsspillere, eksperimenterede vi på et tidspunkt med en offensiv 3:2:1 opstilling, og det så ret ok ud, siger Martin Schmidt, der vil fremhæve kollektivet i dagens kamp, men som også har et ekstra skulderklap til Simon Madsen (9 scoringer og fint forsvarsarbejde) og Sebastian Hansen (pågående og målsøgende i 2. halvleg).

Årets vigtigste kamp i vente

Nu skal der så lades op til den særdeles vigtige hjemmekamp fredag den 25. januar mod en af de direkte rivaler i nedrykningsstriden, Fredericia HK 90. Give ligger pt. med 8 points for 12 kampe, mens Fredericia har 7 points for 11 kampe. Under de to kombattanter ligger Kolding HK (7), AGF (6) og Skjern Håndbold (6), så ingen tvivl om, at der skal med tyk streg under skal to points i hus.

-Vores fys Susanne Damgaard arbejder på højtryk for at få de skadede spillere klar til kampen. Jeg håber, vi får alle tre skadede spillere klar, men det er nok realistisk at to ud af de tre bliver klar, siger Martin Schmidt. Han er mest optimistisk på Kim Nissens vegne, og han vil ikke tage spillere med, der ikke er 100 % klar, så det bliver i den grad en kamp mod uret for Køhler og Overgaard.

Årets vel nok vigtigste kamp hidtil spilles klokken 19.30 fredag aften den 25. januar i Ikærhallen – og det er en kamp, hvor Givespillerne får brug for al den positive opbakning, der overhovedet kan skrabes sammen på tilskuerrækkerne.

Mål for Give: Simon Madsen 9, Sebastian Hansen 5, Kristian Klitgaard 5, Jesper Stie Sørensen 4, Rolf Hessellund 3, Niclas Henriksen 3, Morten Baslund 3, Chris Bust 2 og Thomas Oesen 1.