Give smed sejren i sidste sekund

HK Give Fremad 2. div. – Skanderborg II 27-27 (16-11)

Nu skal man godt nok lede både intenst og længe for at finde noget så specielt som en objektiv tilskuer i Ikærhulen, når de lokale håndboldhelte fra 2. divisionssjakket inviterer på håndbold. Men lad os bare antage, at der var sådan nogle til stede lørdag eftermiddag, da Give tog imod Skanderborgs ligareserver. De ville i så fald have været vidne til en fest af en håndboldkamp, hvor begge hold skiftevis var igennem den følelsesmæssige rutschebane – og med det ultimative dramaturgiske højdepunkt få sekunder før tid, da Give smed et indkast i hænderne på en Skanderborgspiller. 2 boldberøringer senere kunne en arrigt stampende Ole Hansen i Givemålet pille kuglen ud af nettet – og dermed var den 3 målsføring Give havde 90 sekunder før tid formøblet på værste vis.

Champagnebold af Give i første halvleg
Det var da også skuffelse, der lyste ud af Gives træner Kedde Jensen, da han umiddelbart efter kampen udtalte sig. – Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Altså, vi spiller en fantastisk 1. halvleg, hvor vi kører rundt med dem. Foran 16-11 ved halvleg, og vi spiller i perioder champagnebold. Vi gør det hele rigtigt både i forsvar og angreb, og Dubadi står godt i målet, siger Kedde Jensen, der helt fornuftig bad sine spillere om at fortsætte de gode takter i 2. halvleg. Det skete så ikke!

Taber det første kvarter efter pausen med 9 mål
Give kom helt skævt ud fra kabinen og tabte helt uforståeligt det første kvarter med 9 mål!! – Det var angreb på egnen driblinger, intet viderespil osv., og det ærgrer mig voldsomt, at vi går fra at være foran med 6 til at være bagud med 3. Selvfølgelig er det godt kommet igen, at vi bringer os foran med de her 3 mål før slutfløjtet. Det burde have været en vinderbold, men vi formår altså desværre ikke at køre den hjem. Jeg synes, vi mangler noget mod især i angrebsspillet til at gøre de rigtige ting, men alt i alt skal vi vel være tilfredse med det 1 point, når vi nu var bagud med 3 mål 5-6 minutter før tid, påpeger Gives cheftræner, der havde ekstra ros til Kim Nissen og Andreas Oliver Bjerre for gode angrebspræstationer med bl.a. 7 mål hver, ligesom der også faldt rosende ord af til Mikkel Dubadi for en rigtig god 1. halvleg i målet.

Mål for Give:

Kim Nissen 7 mål

Andreas Oliver Bjerre 7 mål

Anders Bøtcher 4 mål

Nicolai Emborg 3 mål

Christian Skagen Pedersen 2 mål

Kasper Tømrer Nielsen 2 mål

Heino Jepsen 1 mål

Kenneth Højgaard 1 mål

Jonatan Isaksen 1 mål