Give tabte igen til sig selv!

Kolding IF 2 – HK Give Fremad 2. div. 25-22 (11-9)
Angrebsmæssigt pivringe”!

Så kontant var meldingen fra Gives træner Kedde Jensen, da han lørdag eftermiddag skulle give en kort beskrivelse af sit holds præstation efter 25-22 nederlaget til Liga-reserverne fra KIF 2. Givetræneren udbygger sin melding.

Taber næsten alle overtalssituationer
– Når vi i adskillige overtalssituationer taber 1-0 og 2-0, jamen så er det bare ikke godt nok. Samtidig brænder vi (igen-igen) et hav af store målchancer. Og det er hele vejen rundt. Der brændes over en bred kam alt for meget, også blandt de mere etablere spillere, og så nytter det jo ligesom ikke ret meget, at vores forsvarsspil igen er rigtig godt og kun tillader 11 KIF-scoringer i 1. halvleg, når vi selv kun smider 9 ind, argumenterer Kedde Jensen.

Nu skal kigges rigtig meget indad
På dagen var man ifølge Givetræneren oppe mod et smalt KIF-hold, der i vinterpausen har mistet et par betydelige bagspillere, og det var en opgave, som gæsterne burde have løst med en sejr til følge. – Ikke fordi at jeg skal tale Koldings sejr ned, for den var ud fra det vi præsterer angrebsmæssigt bestemt fortjent. Vi er ikke foran på et eneste tidspunkt. Men igen oplever vi alt, alt for stort et udsving i kvaliteten af vores angrebsspil på ude- og hjemmebane. Det er selvfølgelig også noget mentalt, og det må vi altså have arbejdet med. Det er vigtigt for mig at påpege, at vi i den grad skal kigge indad nu – både på trænersiden og spillersiden – så vi kan få styr på det her angrebsspil, understreger Kedde Jensen.

Pokalbrag i vente mod TM Tønder
Holdets næste kamp er den svære pokalkamp på hjemmebane mod TM Tønder fra 1. division torsdag d. 15. januar, og torsdag d. 22. januar tager man imod Silkeborg-Voel KFUM i 2. division. Altså 2 hjemmekampe i træk til at finde de rigtige angrebstakter frem igen.

Mål for Give:

Kim Nissen 4

Andreas Oliver Bjerre 4

Christian ”Skagen” Pedersen 3

Anders Bøtcher 3

Brian Køhler 3

Jonatan Isaksen 2

Morten Axelsen 2

Kasper ”Tømrer” Nielsen 1