Give tabte til et stærkt GOG-hold

HK Give Fremad – GOG II 23-28 (11-14)

GIVE: Christian Lynggaard, Jakob Skov, Chris Bust, Rolf Hessellund, Kristian Klitgaard, Mads Overgaard, Sebastian Hansen, Niclas Henriksen, Simon Madsen, Kim Nissen

GOG: Svend Bro Rughave, Rasmus Thorsen Larsen, Magnus Balsev Andersen, Jeppe Månsin Cieslak, Nick Bøg Nielsen, Steven Plucnar Jacobsen, Kristian Larsen, Lukas Hulbæk Pedersen, Mathias Gidsel, Marcus Stroustrup, Andreas Haagen Pytlick og Lukas Jørgensen.

Mål for Give: Simon Madsen 10, Kim Nissen 6, Kristian Klitgaard 4, Rolf Hessellund 1, Niclas Henriksen 1 og Mads Overgaard 1.

Man of the Match: Simon Madsen.

  • Vi skal også lige have med i det her, at GOG i aften stiller med det klart bedste hold i sæsonen. Se bare på de to U-19 landsholdsmålmænd; de står jo begge med vanvittigt høje redningsprocenter. Samtidig må vi også erkende, at det er et skadesramt hold på pumperne, som jeg sender på banen i aften.

– Martin Schmidt, Givetræner

Jyske David mod fynske Goliat

GIVE: Når man møder et ungt ambitiøst mandskab, der i truppen har 3 ligaspillere, adskillige ungdomslandsholdsspillere, der gennem flere år har arbejdet med klubbens krystalklare spillemæssige setup, er der flere ting, der skal gå ens vej, hvis man skal have points ud af sådan en David mod Goliat-dyst.

Når man så selv ligger og småroder lidt i den trælse ende af rækken, mens modstanderen selvtillidsfuldt ligger i toppen af rækken, ja så er vi tæt på at være ude i afdelingen for mindre håndboldmirakler, hvis sådan en kamp skal give to points.

Men ok, hvis man nu kan stille med en skadesfri trup med masser af gejst og selvtillid; hvis nu man kan trække på enkelte spilleres individuelle kvaliteter og storfrom; og hvis nu man kunne håbe på en lidt “sløj dag på kontoret” fra modstanderens side; og hvad nu hvis marginalsituationerne i kampen gik ens vej – ja, så kunne det jo faktisk godt ende med en overraskende hjemmesejr til Give mod topfavoritterne fra GOG.

Med til at skabe en seværdig håndboldkamp

Nuvel, sådan gik det så ikke. Det talentfulde gæstemandskab viste sig at blive nøjagtig lige så stor en mundfuld for hjemmeholdet som frygtet, og fynboernes 28-23 sejr eminent orkestreret af ungdomslandsholdsspilleren Mathias Gidsel kan kun betegnes som fuldt fortjent.

For at sige det på godt jysk: De der GOG-gutter, de spiller edderbankemig flot håndbold, og de har topspillere på alle positioner lige fra de to U-landsholdsmålmænd til de to U-landsholdsfløje, som de blandt andet godt håndboldguf havde taget med til Give denne fredag aften.

Og det er ud fra dén præmis, at vi skal bedømme de lokale håndboldheltes præstation i denne her dyst. For selv om Give tabte med fem mål, så skal Martin Schmidts tropper alligevel godskrives, at de over flere perioder var medvirkende til at skabe en rigtig god håndboldkamp med seværdig håndbold.

Givespillerne skal også krediteres for at komme flot igen flere gange i kampen. 6-7 gange reducerede man GOGernes 4-5 målsforspring ned til blot to mål, men hver gang Give kom tæt på, strammede gæsterne kæden i den velsmurte håndboldmaskine, og lagde igen nådesløst større målmæssig afstand til hjemmeholdet, hvilket endte med den føromtalte 28-23 sejr.

Alt for lav scoringsprocent

Gives træner Martin Schmidt var som så da heller ikke knust over nederlaget, selvom han naturligvis gerne havde taget de to points med over på juleferie.

-Jeg er ok tilfreds med det, vi leverer i dag. Vi spiller langt hen ad vejen en fin kamp, selv om vi igen brænder alt for mange chancer og dermed leverer en alt for lav scoringsprocent. Vi er dog tæt på at hente dem flere gange, men vi får desværre ikke lige sat de sidste afgørende mål ind, der kunne have bragt balance i regnskabet, siger Martin Schmidt.

Han ærgrer sig også over, at hans spillere ved flere lejligheder står og snorksover i forsvaret og i flere situationer mangler den ultimative parathed.

Hvilket blandt resulterede i, at GOG to gange scorede på det klassiske vip.Det ser hamrende godt ud -men sjældent en nydelse for det hold, det går ud over!

“Ikke mere at skyde med lige nu”

-Vi skal også lige have med i det her, at GOG i aften stiller med det klart bedste hold i sæsonen. Se bare på de to U-19 landsholdsmålmænd; de står jo begge med vanvittigt høje redningsprocenter. Samtidig må vi også erkende, at det er et hold på pumperne, som jeg sender på banen i aften. Kristian Klitgaard, Sebastian Hansen, Mads Overgaard spiller alle med skadesproblematikker, Kim Nissen er lige kommet tilbage efter skade, Thomas Oesen og Jesper Johannesen var ikke med grundet skulderproblemer, og derfor skal spillerne også have ros for at give alt og ofre sig 100 %. Lige nu er der bare ikke mere at skyde med, og derfor kommer pausen også belejligt, forklarer Martin Schmidt.

Han konstaterer dog også ud fra den sidste kamp mod Kolding HK og aftenens kamp, at pilen peger i den rigtige retning både med hensyn til det spillemæssige og det mentale for holdet.

Der er nu kamppause til den 6. januar, hvor Give på hjemmebane skal op mod Rækker Mølle. Give ligger på rækkens 6. plads med 8 points for 10 kampe.