Give tæt på sensationelt comeback

Give Fremad 2. div. – Fredericia HK 24-25 (10-13)

Ét sekund! Ét sølle sekund!

Det var, hvad der skilte HK Give Fremads 2. divisionsmandskab fra at hente et sensationelt mod topholdet Fredericia HK. I kampens sidste sekund plus det løse, nettede Give til 25-25, men båthornet i hallen lød, mens bolden var ganske få cm. fra at overskride målstregen. Hele hallen stod op i vild jubelrus, men jublen blev til vaskeægte frustration tilsat opgivende italienske fagter, da en af dommerne helt korrekt underkendte scoringen.

– Fandens osse, lød det fra 2 ældre herrer på lægterne lige foran avisens udsendte. – De havde sgu’ fortjent bedre, men hold kæft de kæmpede godt i dag drengene. Og så mod topholdet!

Give bagud med 7 mål ti min. før tid
Denne jordnære analyse rammer egentlig kampen ret godt ind, og at det blev så dramatisk til sidst skyldes to ting: Fredericia løsnede med 10 minutter før tid, hvor de førte med 7 mål, noget nonchalant tøjlerne, og Give viste i den grad karakter og mandfolkemod, da de fightede det store forspring stort set væk helt ind til benet.

– Jeg er selvfølgelig hamrende frustreret over, at vi ikke får den udligning noteret, og at vi dermed ikke får point i den her kamp. Ret beset taber vi kampen på de første 12 minutter i 2. halvleg, hvor vi leverer rigtig skidt. Men når det er sagt, så er det i den grad grund til at glæde sig over mange ting: Som noget helt nyt for denne sæson falder vi ikke sammen i dag, da vi kommer stort bagud, og mange af de taktiske tiltag vi forsøger os med (6:0 forsvar, 3-2-1 osv,) virker jo fint nok. Jeg bytter også målmand ud midt i vores dårlige periode i 2. halvleg, hvor Dennis Klinge kommer ind og gør det godt. Så jo, mange ting ser rigtig fornuftige ud, siger Kedde Jensen.

Godt arbejde i træningslokalet
Set udefra virkede Givemandskabet som en godt sammentømret enhed, og man kan tydeligt se, at der er blevet arbejdet godt i træningslokalet med mange ting. Det var også dejligt at se, hvordan unge spillere som Mikkel Dubadi og Jonatan Isachsen trådte i karakter og leverede flot. Isachsen med 6 vilde scoringer i bedste kamikaze-stil og Dubadi med et hav af flotte redninger. Og så må man jo nok også indrømme, at tilbagekomsten af håndboldens svar på Fort Knox, Kasper Tømrer Nielsen, også i dén grad pynter på Givedefensiven.

Helt grundlæggende, og det var også det Kedde Jensen fremhævede efter kampen, så man et Givehold, der er på vej frem rent formmæssigt.

– Vi har haft nogle rigtig gode træningspas hen over julen og her op til kampen. Vores 2. hold i serie 1 er begyndt at vise sig meget mere til træning, og det betyder, at vi nu kan træne med større intensitet og kvalitet, hvilket er altafgørende for, at vi kan rykke os både fysisk, taktisk og spillemæssigt, pointerer Kedde Jensen, der derfor sender et stort skulderklap til klubbens 2. hold for deres nu væsentlig bedre fremmøde til træningen.

Dubadi og Isachsen sprudlede
Apropos store skulderklap, så var Kedde Jensen fremme med masser af ros til målmand Mikkel Dubadi, der spillede en voldsom god kamp. Derudover var der også masser af pæn omtale fra chefen til venstrebacken Jonatan Isachsen, der både i 1. og 2. halvleg havde perioder med høj klasse. Når denne unge uberegnelige kanonskytte bliver konstant og stabil i sit spil over hele kampen, kan han gå hen og blive rigtig stærk.

Mål for Give:

Jonatan Isachsen 6 mål

Christian Skagen Pedersen 6 mål

Heino B. Jepsen 4 mål

Thomas Merrild Vestergaard 2

Kim Nissen 4

Kenneth Højgaard 1

Anders Bøtcher 1

Nicolai Emborg 1