Give tankede op på den mentale konto trods pokalexit

Kim Nissen var outstanding i pokalkampen mod TM Tønder. Foto Torben Glyum

HK Give Fremad 2. div. – TM Tønder 1. div. 24-31 (14-16)

Det er ikke altid, man møder en tilfreds træner, når hans mandskab lige har tabt med 24-31. Men det var ikke desto mindre tilfældet, da HK Give Fremads cheftræner Kedde Jensen udtalte sig umiddelbart efter pokalkampen på hjemmebane mod 1. divisionsholdet fra TM Tønder.

Skifte fra 6:0 til 4:2 en succes
– Vi starter kampen fint, og får generelt godt lukket af for Tønders angrebsspil. Vi skal lige bruge lidt tid på at få styr på Tønders indspil til stregspillerne, men da vi først fik den opgave løst, så det rigtig godt ud, fortæller Kedde Jensen, der kunne se sit mandskab gå fra at være bagud 6-8 efter 10 minutter til at være foran 14-12 efter 23. minutters spil.

– I denne periode her spiller vi rigtig godt – både forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt. Det glæder mig især at kunne konstatere, at vores angrebsspil fungerer godt, og at vi også præsterer fint i overtalsspillet. Vi skifter også forsvarsformation fra 6:0 til 4:2, og det er netop i denne periode, at vi arbejder os ind i kampen og kommer foran. Det var stærkt, rigtig stærkt, konstaterer Kedde Jensen.

Scoringstørke i 15 minutter
Det var de næste 15 minutter så ikke, idet Give her løbe rind i en kedelig periode, hvor man overhovedet ikke får scoret fra det 23. minut og 7-8 minutter ind i 2. halvleg. – Vi går nu ellers til pausen med en god fornemmelse og får også snakket godt om de udfordringer, vi skal ind og have løst. Vi kommer til at spille lidt for meget sidelæns i angrebsspillet, og så begynder vi også at rokere lidt rundt og skifte ud. Bagud ud med 14-16 ved pausen, men absolut til at arbejde videre med, siger Kedde Jensen.

Viste karakter i 2. halvleg
TM Tønder fastholdt dog det faste greb om Give rent forsvarsmæssigt, og de sønderjyske gæste var på et tidspunkt foran med 9 mål. – Jeg bruger en par time-outs på at få os tilbage på sporet. Vi forsøger med nogle forsvarsændringer, og jeg vil sige, at gutterne viser karakter. De bliver ved med at vise initiativ angrebsmæssigt, og i det hele taget bliver der på dagen vist meget bedre indstilling til tingene end det var tilfældet i KIF-kampen (Give tabte 25-22, red.) i sidste uge, siger Kedde Jensen, der på et tidspunkt kunne notere på blokken, at hans mandskab kun var nede med 5 mål.

Aftalerne blev overholdt
– Flot, flot kommet igen. Og selvom vi taber kampen, vil jeg sige, at vi fik rejst os igen efter KIF-kampen. Mange af de ting, vi havde talt om inden kampen med at holde disciplinen, at køre længere angreb og holde vores aftaler lykkedes fint. Dejligt at se, at gutterne leverede masser af humør og vildskab gennem hele kampen. Også glædeligt at kunne råde over samtlige spillere på bænken, da kampen jo blev afviklet under 1. divisonsvilkår. Det betød, at alle spillere kom på banen, og det er altid godt for en trup, konkluderer Kedde Jensen.

Skulderklap til Isaksen og Emborg

Givetræneren havde ekstra ros til de to unge gutter Jonatan Isaksen og Nicolai Emborg. – Jonatan kommer ind og viser masser af energi og power i sær i 2. halvleg, hvor han scorer 3 ud af sine i alt 4 mål. Nicolai kommer på banen i 2. halvleg og gør det ligeledes glimrende bl.a. med to meget flotte scoringer, lyder det anerkendende fra Kedde Jensen, der også sender et ekstra skulderklap afsted til målmand, Mikkel Dubadi, der får ros for et godt indhop og en fornem indsats i kampens sidste 15 minutter.

Kim Nissen igen outstanding
Kampens helt store spiller var dog ifølge Kedde Jensen, Kim Nissen, der igen leverede på højt niveau såvel forsvarsmæssigt som angrebsmæssigt. Den stærke stregspiller scorede igen på 7 ud af 7 afslutninger, og han holdt samme skarpe niveau i forsvarsbastionerne.

Dermed ikke mere pokalbold til HK Give Fremad i denne omgang, men der blev efter en rigtig god indsats tanket godt op både mentalt og spillemæssigt til holdets næste opgave i turneringen hvor Silkeborg-Voel kommer på besøg i Ikærhallen torsdag d. 22. januar.

Kim Nissen var outstanding i pokalkampen mod TM Tønder. Foto Torben Glyum

Kim Nissen var outstanding i pokalkampen mod TM Tønder. Foto Torben Glyum