Give til tops efter ny håndboldgyser

Svendborg Håndbold 21-20 (12-11)

Efter 3 ugers kamppause skulle HK Give Fremads divisionsmandskab igen i ilden. Nederlaget mod HEI skulle revancheres mod oprykningskandidaterne fra Svendborg Håndbold, der kom med et slagkraftigt mandskab med flere spillere med 1. divisionsniveau.

Give fik en skidt start mod de skudstærke fynboer, der førte 4-2 efter 6 minutter. Men hjemmeholdet svarede godt igen anført af en velspillende Rolf Hessellund, der var blevet helt klar igen efter en fodskade. Efter 16 minutetr var Give foran med 7-5, men kort efter blev Rolf Hessellund kørt gennem en voldsom rustik svendborgsandwich, der sendte den store bagspiller i gulvet med et brag og en deraf følgende mere eller mindre ukampdygtig skulder til følge.

Rolf Hessellund skulderskadet
Dynamiske Magnus Nygaard erstattede dog Hessellund på fin vis i bagkæden, og Give kunne gå til pausen med en lille stram 12-11 føring efter en levende og intens 1. halvleg, der viste, at fynboerne var kommet til Give for at hente points med hjem. Og at de havde klassen til at gøre det.

Hjemmeholdet kom skidt ud efter pausen, hvor Svendborgscorede 4 mål på stribe uden de store problemer. Det fik Givecoach Bjørn Hessellund til at sadle om fra 6:0 til 3:2:1 i forsvaret, og dette friske/modige initiativ gav pote og blev sammen med flot målmandsspil af Morten Marvig i Givemålet udslagsgivende for, at Give til sidst kunne hente de 2 points.

At det skulle blive en hjemmesejr, så det dog ikke ud til med 9 minutter tilbage. Her førte gæsterne 18-16, og fynboerne lignede et hold, der havde mere og mere kontrol over kampen.

Så tog magiske Morten fat
Men så tog magiske Morten Marvig fat!

Med 5 klasseredninger på stribe fik han Give tilbage på sporet, og hans kolleger takkede for hjælpen ved at hamre 4 mål i træk i kassen bag en mere og mere svimmel og magtesløs Svendborg-keeper.

Med 5 minutter tilbage viste måltavlen 18-18, og så gik kampen ellers ind i en slutfase, som man her i det vestlige Jylland nok vil betegne som ”ret vild”.

Hele hallen kogte, begge bænke var helt oppe at ringe, og dommerduoen havde rigeligt at se til – godt de fik så meget hjælp fra tilskuerne i Give, ellers var det gået helt galt!

Nervepirrende slutfase
Med 30 sekunder tilbage førte Give 21-20, armen var oppe, Svendborg fik en 2 minutters udvisning, og egentlig skulle hjemmeholdet ”bare lige køre den hjem”.

Men 7 sekunder før tid valgte holdets mest rutinerede spiller Kasper Tømrer Nielsen at smide bolden lige over i poterne på en Svendborgspiller i stedet for at holde bolden i egne rækker. Det gav fynboerne en sidste mulighed for at udligne, men heldigvis valgte Svendborgspilleren at skyde på mål fra 35 meters afstand i stedet for at sætte en hurtig kontra i gang. Det skudforsøg havde selv Løven Leo reddet – og dermed kunne jubelen bryde løs i den udsolgte Ikærhal efter en dramatisk og nervepirrende afslutning.

Bjørn Hessellund: Retningsvisende sejr
Med sejren går Give fra at være blød mellemvare til nu at blande sig i toppen af rækken, og det har Gives træner Bjørn Hessellund det rigtig godt med.

– Det var en meget vigtig kamp for os i aften. Den var retningsvisende for, om vi skulle med i den sjove ende, eller om vi skulle ned midt i rækken og ligge. Derfor er jeg vildt glad for sejren i aften, og også fordi, vi altså slår et rigtig godt Svendborghold. Ok, vi har de små marginaler på vores side i flere situationer, da det skal afgøres, men vi har altså også arbejdet stenhårdt til træning de sidste 3 uger på at forbedre os – så vi har også opsøgt heldet, siger Bjørn Hessellund, som også er yderst tilfreds med holdets mengtale comeback i aftenens opgør.

Satsede stort med 3:2:1 – og det virkede
– Dejligt at se, at drengene formår at komme tilbage efter ens vær periode i 2. halvleg. Vi satser en del med at skifte til 3:2:1, men det fungerede heldigvis fint. Jeg noterer mig også¨, at vi kun lukker 9 mål ind i 2. halvleg, og det er klasse mod et så godt skydende hold som Svendborg. Så notere jeg mig også med stor fornøjelse, at stemningen i hallen i aften var helt fantastisk. Tilskuerne var virkelig med, og det gives spillerne et kæmpestort boost, konstatere Hessellund, der udover at rose sit hold for en samlet fin holdindsats roste Sebastian Hansen, Christian Skagen Pedersen, Kasper Tømrer Nielsen, Kim Nissen og målmand Morten Marvig for at vise rutine og klasse, da de virkelig gjaldt.

På en delt 1. plads
Med sejren deler Give 1. pladsen i rækken med AGF og HEI. Alle 3 hold har 8 points.

Gives næste opgave hedder Søndersø IF (4 kampe, 2 points) på udebane, og den dyst afvikles søndag d. 13. november i  Søndersø.

Mål for Give: Kim Nissen 4, Christian Skagen Pedersen 4, Kasper Tømrer Nielsen 4, Rolf Hessellund 3, Magnus Nygaard 4, Chris Bust 1, Mikkel Jakobsen 1, Sebastian Hansen 1.

Man of the match: Morten Marvig!