Godt GOG-hold slog Give i hjemmepremiere

”Puha, det kunne godt se ud til, at det bliver en svær sæson for drengene i år!”

Dén melding kom fra én af de faste tilskuere ved Gives hjemmekampe i Ikærhallen, og hans venner rundt om ham nikkede bekræftende, mens den sidste rest fadøl blev kørt ned.

Nu skal man dog passe på med den slags spådomme, men efter Gives ret klare hjemmebanenederlag til et ungt, men kompetent og talentfuldt GOG-hold, blev der åbnet op for en del spørgsmål omkring Givetruppens styrke i år.

Givetræner Kedde Jensen, der pt. må støtte sig til krykker efter et uheld på fodboldbanen, kunne ellers se sit mandskab komme ret godt ud af kabinen. Efter 15-16 min. spil førte Give nemlig 7-5, men det var så til gengæld også sidste gang, at tilskuerne sad med en fornemmelse af, at denne her kamp kunne falde ud til Gives fordel.

Scoringstørke i 15 minutter kostede
Et dygtigt og godt spillende GOG-hold trak med bagspiller Lasse Møller som den kreative og målfarlige drivkraft stille og roligt fra, mens Give rodede sig ind i en helt håbløs periode på 15 minutter med blot én scoring. Det resulterede i en GOG-føring på 13-8 ved pausen, samt en overordnet fornemmelse i Ikærhallen af, at det godt kunne gå hen og blive svært for hjemmeholdet mod GOGs Ligaholdsreserver.

Den tendens fortsatte sådan set ufortrødent i 2. halvleg, hvor Give i en periode var nede med 8-9 mål, og i takt med at målene raslede ind bag Gives målmand i 2. halvleg, Mikkel Dubadi, valgte flere af tilskuerne at forlade hallen. Sikkert ikke kun pga. Give-nedturen, men nok mest fordi, der ventede en EM-kvalikationskamp mellem Portugal og Danmark hjemme i stuerne. Her fortsatte nedturen dog, men det er en helt anden historie!

Kedde Jensen: Slår op i banen og glemmer vores aftaler
Da det kompetente dommerpar Brian Balsgaard og Kim Balzer Ravn-Petersen fløjtede dysten af viste måltavlen 27-22 i udeholdets favør, og det var faktisk billigt sluppet.

– GOG vinder den her kamp helt fortjent, det står ikke til diskussion. De stiller med et rigtig godt hold, og det er fint nok. Men det er ærgrer mig rigtig meget, at deres unge knægte agerer klogere end os på banen. Vores første kvarter er fin nok. Her står vi godt i forsvaret,og vi får også spillet vores angreb igennem, og dermed får vi spillet vores chancer store. Men så tager deres 7’er ellers fat, og vi knækker mere eller mindre sammen. Vores angrebsspil bliver langsomt, vi vælger alt for ofte at afslutte på første pres, mister bolden for hurtigt, og så bliver vi simpelthen kørt over af GOGs kontraspil. Vi slår samtidig op i banen, glemmer alt om vores aftaler, begynder at dække op med armene hængende ned langs siden – og så brænder vi for øvrigt kampen igennem alt for mange chancer, konstaterer Kedde Jensen, der var en my bedre tilfreds med sit mandskab i 2. halvleg, som da også ender 14-14.

Afhængige af at HOLDET fungerer 100 %
Givetræneren har nu igen en længere periode, hvor han kan få rettet tingene til sammen med sine spillere, idet man først møder HC Odense d. 18. oktober i Odense.

– Nu skal vi have kampen evalueret, se noget video, og så er det målrettet ud på træningsbanen. Og der er nok at tage fat på, for vi er meget afhængige af, at vi fungerer 100 % som hold, og at vores systemer og aftaler sidder i skabet. Vi har en smal trup, og vi har i denne sæson ikke en eller to spillere, der på egen hånd kan bombe os ud af problemerne. Og så må vi erkende, at den dårlige sæsonforberedelse også koster os. Vi er ret beset en måned bagud i forhold til andre hold, og når vi så samtidig må kæmpe med skader osv. til træning og været nede på 8-9 mand til træning, så har det været svært at træne med høj kvalitet og at få rettet de holdtaktiske ting til, forklarer Kedde Jensen.

Gives næste kamp ligger d. 18. oktober i Odense, hvor en af oprykningsfavoritterne, HC Odense, tager imod.

Mål for Give

Anders Bøtcher 5,

Nicolai Emborg 3,

Jonatan Isachsen 3

Christian Skagen Pedersen 3

Nikolaj Laursen 3

Kim Nissen 2

Kenneth Højgaard 1

Thomas Vestergaard 1