Håndboldfest: Pokalbrag med fugt i øjenkrogene

Ca. kl. 20.45 er håndboldsæsonen 2017-18 slut for HK Give Fremads 2. divisionsmandskab. Kl. 19.30 løber holdet på banen mod Randers HK fra 1. division i landspokalens 6. runde, og uanset resultatet, skal der ikke spilles flere kampe før efter sommerpausen.

Give stiller til kampen med fuldtrup, hvilket betyder, at der ifølge klubbens formand Henrik Henriksen vil blive givet spilletid til en del af de yngre spillere, der ikke har været så meget på gulvet i denne sæson.

-Selvfølgelig vil nogle af de unge få chancen, men tag ikke fejl. Vi går 100 % efter at vinde kampen, og spillerne vil give alt, hvad de har for at få et rigtig godt resultat. Vi ved godt, at vi møder et stærkt hold, der er inde i spillet om oprykning til håndboldligaen. Men vi ved også, at der er tale om en klub, der kæmper med nogle udfordringer omkring økonomi osv., så det er et spørgsmål, hvor mentalt ramte truppen fra Randers er – og det kan blive vores chance, vurderer Henrik Henriksen.

Farvel til en stor håndfuld spillere

Det er klubbens sportschef Kedde Jensen, der står i spidsen for holdet, idet sallingboen Bo Østergaard er optaget af arbejdsmæssige opgaver i udlandet, og sportschefen skal nok sørge for, at spillerne er klar til at levere varen over for de trofaste tilskuere og sponsorerne.

– Der er tilmeldt 100 til spisningen før kampen, og mon ikke vi skal regne med godt og vel det dobbelte i hallen bagefter. Jeg håber på mange folk på lægterne, for ud over at det er en spændende aften med kamp mod et stærkt 1. divisionshold, skal vi også tage afsked med en 5-6 spillere, der ikke skal være i Give efter sommerpausen. Det bliver selvfølgelig vemodigt, da der skal siges farvel til nogle folk, der har været i klubben mange år, siger Henrik Henriksen.

Hullerne efter de 5-6 spillere, heriblandt klublegenden Christian Skagen Pedersen, skal naturligvis fyldes ud, og sportschef Kedde Jensen er allerede godt i gang i kulissen for at finde nye folk til den trup, som holdets nye træner Martin Schmidt skal overtage, når træningen går i gang igen efter 14 dages pause efter pokalkampen i aften.