HÅNDBOLDSCOOP: Give møder Kolding IFs Ligahold i pokalen

HK Give Fremad fik en ønskelodtrækning, da Kolding IF’s ligahold mandag formiddag røg op af hatten sammen med Give. Dermed bliver det til et sandsynligvis herligt gensyn med KIF, der i 2012 også var på pokalvisit i Give.

Dengang blev det et brag af en kamp, hvor Give kunne gå til pausen med 14-14 og kun tabte med 32-28 til kapaciteter som Bo Spellerberg, Lars Christiansen,Kasper Irming og Lasse Boesen.  Dengang blev Brian Køhler og Casper Bjørnemose topscorede for Give med hver 5 mål – og det gør de ikke denne gang, da begge spillere ikke spiller på holdet mere. Tilbage fra 2012 er kun de to evigtunge Anders Bøtcher og Christian Skagen Pedersen, og på KIF-siden er det kun Bo Spellerberg af de prominente topnavne, der stadig er aktiv.

KIF ligner dog på nogle områder kun en skygge af sig selv og kæmper for tiden både på (slutspilsplads i fare) og udenfor banen (økonomiske vanskeligheder) med store udfordringer. Profiler – både nuværende og tidligere –  har de dog stadig på holdet eksempelvis Kasper Hvidt, Lars Jørgensen, Bo Spellerberg og Magnus Landin.

Gives hold er jo som vi alle ved en lang perlerække af profiler, og det bliver uden tvivl en herlig opgave for Bjørn Hessellunds tropper at forsøge at vippe stjernerne ud af pokalen.

-Fedt, lød det spontant fra Hessellund, da han hørte om lodtrækningen. Og det dækker vel egentlig meget godt stemningen om dét opgør.

Hvornår kampen spilles vides endnu ikke, men den skal være afviklet inden 18 maj, og den skal spilles i Give. De to klubber aftaler en dato, og så vender vi tilbage med mere lir omkring kampen.