HK Give Fremad forlænger med Bjørn Hessellund

HK Give Fremad kunne i skikkelse af sportschef Kedde Jensen i forbindelse med hjemmekampen mod Hornbæk lancere nyheden om, at klubben har forlænget aftalen med Bjørn Hessellund med yderligere to år. Det betyder, at klubben og Hessellund har papir på hinanden frem til sommeren 2019.

Flotte resultater
– Vi er glade for, at vi nu har Bjørn på trænerbænken de næste 2 /1/2 år. Han har for det første leveret rigtig gode sportslige resultater med et næsten helt nyt hold. Dernæst har han en rigtig god tilgang til sin trænergerning. Han kommer velforberedt til såvel kamp som træning og har både været god til at arbejde indgående og målrettet med forskellige fokusområder for holdet, hvilket har bevirket, at holdet har gennemgået en fin udvikling, pointerer Kedde Jensen.

Har hele pakken
32 årige Bjørn Hessellund, der til daglig er lærer på BGI Akademiet i Bjerre, får også ros for sine fine menneskelige egenskaber af sportschefen.

– Bjørn er en behagelig type, der har en rolig og omgængelig facon i forhold til spillerne. Men tag ikke fejl. Samtidig formår han at gå ind og stille hårde krav til spillertruppen, så han har jo hele pakken i forhold til de værdier, som vi gerne vil efterleve her i Give, siger Kedde Jensen, der med ansættelsen af Hessellund over de næste to år også får ro på bagsmækken og bedre kan langtidsplanlægge i forhold til det sportslige setup i klubben.

Give gi’r håndboldgejst
Hovedpersonen selv er naturligvis også glad for, at han kan skrive Give Fremad på sit visitkort frem til sommeren 2019.

– Jeg er rigtig glad for at være her i Give. Jeg har på mange fået min håndboldgejst tilbage her i klubben/byen; ikke mindst i kraft af de mange positive stimulanser, jeg har fået ved min tiltrædelse her i klubben: En klub med store ambitioner, en klub med et flot setup med erhvervsklub, masser af tilskuere til hjemmekampene, og en klub, der også har vist modet til at ansætte en sportschef. Der er simpelthen så meget energi her i klubben, som har gjort det ekstra fedt at være her, og jeg vil meget gerne være en del af det setup, siger Bjørn Hessellund.

Interessant at tømre et godt hold sammen
De gode resultater, Hessellund har opnået med holdet, er bestemt også en faktor, der har gjort det motiverende at være i Give.

– Selvfølgelig er det fedt, at det går godt. Det giver jo en blod på tanden, og selvom vi nu skal leve med et vist pres – for vores trofaste publikum har jo store forventninger til os – så er det også et motiverende pres, netop fordi det hænger sammen med noget positivt. Man forventer af os – og af mig – at vi leverer varen, og det synes jeg er et rigtig fedt grundlag at være træner på, især når setuppet er så godt som her i Give.

– Det er også interessant at få tingene til at gå op både rent håndboldfaglig tog socialt. Altså det der med at tømre et hold godt sammen; det er en god og motiverende udfordring, ikke mindst når man kan se, at der ligger planer med perspektiver bagved, så de rkan arbejdes langsigtet med tingene, konstaterer Bjørn Hessellund.

Højt kommunikationsniveau
Fra spillertruppen lyder der også positive toner i forhold til forlængelsen med Bjørn Hessellund. Avisen har talt med holdets playmaker, Sebastian Hansen, der på mange måder er Hessellunds forlængede arm på banen rent taktisk.

– Vi i spillertruppen ser det som noget positivt , at Bjørn har forlænget med to år. Spillerne og Bjørn har et rigtig godt samarbejde bla. kendetegnet ved et meget højt kommunikationsniveau mellem træner og spiller. Og det er vigtigt, hvis man vil opnå gode resultater og udvikle holdet og spillerne, mener Sebastian Hansen.

Med kontraktforlængelsen med Hessellund i hus er den første vigtige brik på plads for HK Give Fremad. Nu gælder det så det fremadrettede blik mod spillertruppens sammensætning En opgave som Bjørn Hessellund og sportschef Kedde Jensen skal løse de næste måneder.