Ingen Give-mirakler i Svendborg

SH Svendborg – HK Give Fremad 2. div. 29-20 (13-8)

Håbet var der, inden Gives divisionsmandskab torsdag aften passerede Lillebæltsbroen for at dyste om points mod sub-topholdet Svendborg. Men opgaven skulle vise sig at blive nøjagtig så svær som frygtet, og da spillere og trænere atter satte kursen mod Give, var det med et klart 29-20 nederlag i håndbagagen.

Selv om et nederlag på 9 mål mere end antyder en skidt aften for de blåblusede fra Give, leverede holdet ifølge Kedde Jensen nogle fine momenter i 1. halvleg, hvor man efter 15 minutters spil ved stillingen 6-6 var helt lige med fynboerne.

Give godt med i et kvarter
– Vi spiller rent faktisk en god første halvleg, selvom jeg ved det lyder mærkeligt, når vi kun scorer otte mål. Men vi brænder på 14 skud. Vi kommer frem til chancerne, men kvaliteten mangler bare, konstaterer Givetræneren.

Efter de 15 gode minutter sluttede håndboldfesten så til gengæld så også brat for Give. På 10 minutter bragte Svendborg sig på 12-6, og derfra var det vanskeligt både sportsligt og nok ikke mindst mentalt at rejse sig for gæsterne.

For mange tekniske fejl
Bagud med 13-8 havde Kedde Jensen en stor pædagogisk opgave i pausen, og han forsøgte da også at tale lidt gejst ind i sine spillerne i pausen, men efter 10 minutter af anden halvleg lavede Give fire tekniske fejl, som gjorde ondt i Givelejren både på måltavlen og humøret, og en lettere rystet Kedde Jensen kunne se svendborgenserne bringe sig ret ubesværet på kampafgørende 21-9.

– Vi er nødt til at acceptere, at vi er bundhold efter et par sæsoner som tophold. Vi spiller ikke flot håndbold, og derfor er det helt grundlæggende er gejsten og viljen, der skal bære os igennem. Og den mangler jeg i dag, fastslår Kedde Jensen, der uddelte roser til fløjspilleren Anders Bøtcher, der, om end han var halvskadet, bragte lidt vildskab ind på holdet og scorede fem gange.

Jul på 3. sidstepladsen
Dermed var holdets 4. nederlag i træk en kendsgerning, og cheftræner og sportschef Kedde Jensens tropper kan nu holde jul på rækkens 3. sidsteplads, hvor man kan se frem til at komme ud i play-off kampe mod et 3. divisionshold for at undgå nedrykning til 3. division.

Give Fremads næste kamp er skemalagt til 10. januar. Men den bliver formentlig rykket, fordi modstanderen, GOG, har spillere på U-landsholdene.

Mål for Give

Christian ”Skagen” Pedersen 8

Anders Bøtcher 5

Brian Køhler 2

Mikkel Jakobsen 2

Nikolaj Laursen 1

Heino Berg Jepsen 1

Thomas Vestergaard 1