Kedde forlænger med HK Give Fremad

Ud over den lækre stegte flæsk med persillesovs fra Filskov Kro kunne de 130 gæster ved Erhvervsklubbens sponsormøde før divisionsholdets hjemmekamp mod HC Odense også glæde sig over, at klubbens nuværende cheftræner Kedde Jensen lige efter portion stegt flæsk nr. 2 gik på scenen sammen med klubbens sportschef, Ole Jensen, og underskrev en ny aftale med Give gældende for et år.

Kedde: Et ønskescenarie
Dermed er den første brik lagt i det puslespil, der hedder sæson 2015-16. Dermed bliver Kedde Jensen en af få trænere, der har været i Give ud over 2 sæsoner, og den altid ambitiøse og seriøse håndboldfagmand fra Sønderjylland glæder sig da også rigtig meget over den nye aftale.

– Jeg er for at sige det rent ud pisseglad for, at vi har fået lavet denne her aftale. For mig er det et ønskescenarie at fortsætte som træner her i Give. Jeg er rigtig glad for at være her i klubben, hvor der jo er en helt fantastisk flot opbakning fra både Erhvervsklub og tilskuere til håndbolden. Jeg kan godt lide ar arbejde med kontinuitet i tingene, og det får jeg mulighed for nu, siger Kedde Jensen, der håber på flere år i Give.

Seriøs og engageret
Også den lokale divisionsklub er rigtig godt tilfreds med, at man nu har papir på Kedde Jensen tjenester mindst et år endnu. – Vi har i Kedde en altid engageret og dybt seriøs træner, som ånder og lever for det her håndboldprojekt. Derfor er vi glade for, at Kedde fortsætter som træner for vores divisionsherrer. Og så er det jo også altid hyggeligt, når han kommer her ind til Erhvervsklubbens spisninger og holder et lille oplæg til kampene. Vi kan godt lide Keddes jordnære og kontante facon i det her samspil. Det passer rigtig fint til os, lød det bl.a. fra Erhvervsklubbens formand Alf Sørensen.

Puslespil med spilleraftaler
Med den nye aftale på plads kan Kedde Jensen og de sportslige ansvarlige i HK Give Fremad nu sætte definitivt ind på at få lukket aftaler med spillerne i divisionstruppen. – Det er klart, at vi gerne så, at de fleste af de nuværende spillere fortsatte i næste sæson, så vi arbejder vi først og fremmest på at lukke aftaler med de nuværende spillere. Men vi ved jo godt, at ikke alle fortsætter. Det er der forskellige årsager til, men uanset hvad, så skal vi ud – og det er vi allerede godt i gang med- at sondere markedet for nye spillere. Hvor mange og på hvilke pladser kan og vil vi af gode grunde ikke oplyse om, men der vil komme til at ske en del forandringer, lyder det samfaldende fra Ole Jensen og Kedde Jensen.

Køhler og Axelsen er nok væk
I skrivende stund fastholder Brian Køhler sit i 2014 annoncerede karrierestop (arbejdspres, familie), og ifølge Kedde Jensen ligner det desværre også et karrierestop for holdets anfører gennem to år, Morten Axelsen, der er ramt af en slem rygskade og faktisk går sygemeldt fra sit job. Derudover er der flere spillere i Gives trup, der kan være interessante for andre klubber, og det kan vel heller ikke udelukkes, at enkelte spillere søger nye græsgange. Det er ganske normalt på dette her niveau, at der fra år til år foregår en dynamisk udskiftning i trupperne, og det er da også her, at den store udfordring nu ligger for Kedde Jensen og Ole Jensen de næste uger.

Sæson 2014-15 ikke helt som ønsket

– Vi er klar til et nyt langt sejt træk. Denne sæson er ikke gået helt som forventet/ønsket bl.a. pga. skader hos stamspillere. Vi havde jo gerne set os blande os i toppen, men nu må vi koncentrere os om at blive i rækken og slutte sæsonen godt af samtidig med, at vi får stablet en ny slagkraftig trup på benene til næste sæson, lyder det afslutningsvist fra Ole Jensen.

Hermed kan spekulationer og gætterier om af- og tilgang begynde. Det er også en del af spillet, og Give Avis vil selvfølgelig løbende informere om, hvad der sker på spillerfronten i HK Give Fremad.