Magnus Nygaard: Give et godt springbræt

Magnus Nygaard har fået sin håndboldopvækst i Hedensted Østjysk HK og på Skanderborgs U 18 mandskab, men nu vil den 19 årige venstre back/playmaker prøve sig af på seniorniveau på 2. divisionsholdet i Give. Nygaard har lavet en 1 årig aftale med Give, og det er der ikke mindst flere sportslige årsager til.

– Give prioriterer deres 1. hold i klubben højt. Her er der gode faste rammer omkring træning og kamp, og her kan jeg udvikle mig i positiv retning som spiller, idet vi har en stærk trup med en masse gode og en del erfarne spillere, som jeg kan lære en masse af. Det handler om snuhed på banen, det fysiske – og så er her også en rigtig god træningskultur, pointerer Magnus Nygaard, der på det private plan er i gang med et sabbatår, hvor han arbejder som plejer i et bofællesskab.

PT. er den unge håndboldkriger single, men ”der arbejdes på sagen”, som den unge formulerer det med glimt i øjet.

Ambitioner om højere niveau

Den unge østjyde ser dermed helt klart Give som et godt springbræt til at udvikle sig til at blive en god og stabil seniorspiller, og Nygaard sigter da også højere rent personligt end 2. division.

– Jeg vil da utroligt gerne prøve mig af på højere niveau, og her tror jeg, at jeg i Give har mulighed for at tage en mase skridt i den rigtige retning, siger Magnus Nygaard, der dog her og nu er 100 % dedikeret til opgaverne i Give.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang for alvor. Vi har et stabilt hold, vi har præsteret godt i vores træningskampe, så jeg vil mene, at vi kan komme til at ligge i den gode ende i rækker, konstaterer Magnus Nygaard.