Martin Schmidt vil gøre Give til klassens frække dreng

For 18-20 år siden løb der en glad ung knægt rundt i de to haller i Give og spillede håndbold med gutterne. Han blev så fascineret af håndboldens verden, at han også blev træner for sin søsters hold sammen med Give Fremads ungdomstræner Ole Jensen.

Her blev de allerførste frø sået til en imponerende træner- og talentudviklerkarriere, der i en ung alder har ført denne artikels hovedperson til store håndbolddestinationer som Viborg HK og TIF Viking i Norge.

Navnet er Schmidt, Martin Schmidt, og i dag er han tilbage i Ikærhallen, hvor det stadigvæk er håndbolden, der er i centrum.

Nu som cheftræner for HK Give Fremads 2. divisionsmandskab med licens til at piske rundt med den 15 mand store trup og med et vist forventningspres fra omgivelserne om at få holdet med i den absolutte top i rækken.

  • Vi skal være den frække dreng i klassen. Vi skal spille frisk og udfordrende håndbold med appel til tilskuerne i den altid godt besatte Ikærhal – og så skal vi komme med en masse attitude og sejrsvilje.
– Martin Schmidt, cheftræner HK Give Fremad

Høje krav og spidse albuer i Viborg

Allerede som 20-årig trådte Martin Schmidt ind i “de voksnes håndboldrækker”. Her startede han på håndboldtrænerskolen i Viborg HK sammen med 19 andre unge håbefulde træneraspiranter.

– Der var et sindssygt fedt håndboldmiljø i Viborg med fantastiske undervisere som eksempelvis Bo Tolstrup. Viborg HK var på det tidspunkt toppen af poppen i dansk håndbold, og man havde et miljø med masser af ambitiøse folk, der skulle vise sig frem fra sin bedste side for at få tildelt et hold, man skulle træne. De med de bedste kvalifikationer fik de bedste hold, så det handlede ud over hårdt arbejde og håndboldfaglighed i høj grad også om spidse albuer. Det gav en hel masse til både den faglige og den personlige udvikling, fortæller Martin Schmidt.

Videoanalytiker for Christian Dalmose

Han blev træner for klubbens U16 og U18 herrehold, og han blev senere udnævnt til daglig leder af klubbens akademi, hvor han via sit arbejde med klubbens U16-piger i 1. division blev fast sparringspartner med cheftræner Christian Dalmose.

Blandt andet som fast videoanalytiker og taktisk sparringspartner.

– Det handlede om håndbold 24/7. Jeg var fuldtidsansat med håndbold, og nåede at få 9 fantastiske år i klubben, inden finanskrisen bevirkede, at det blev en daglig hård kamp om penge for at få akademiet med 150 elever til at løbe rundt. Det var mentalt hårdt. Man vidste aldrig, om man fik sin løn, så det var en opslidende tid til sidst, fortæller Martin Schmidt, der via sit netværk så blev gjort opmærksom på den ambitiøse håndboldklub TIF Viking i Norge.

Succes i Norge

Her stod den norske klub fra Bergen klar med et ambitiøst projekt på herresiden, og det gik det danske trænertalent ind i med hud og hår.

Et elevatorhold mellem 2. og 1. division med en række spillere midt i 30’erne var klar til en foryngelseskur af de større, og med Martin Schmidt ved roret gik holdet ubesejret gennem sæsonen og overlevede også den følgende sæson i 1. division.

– Jeg ville så gerne opgradere træningsmængden, men det kunne spillertruppen ikke honorere, og så overtog jeg klubbens damehold i 1. division, der havde et væsentligt højere budget end herreholdet. Der blev hentet et par store profiler ind, og vi trænede ofte op til 8-9 gange om uge med en ung og ambitiøs trup tilsat de her 2-3 stor stjerner, fotæller Martin Schmidt.

Danmark kaldte pludselig

Men euforien og hypen omkring dameprojektet i den håndboldgale by blev et tveægget sværd for holdet, der konstant måtte leve under presset om at skulle sejre hver gang.

Det var også en svær træneropgave at integrere stjerne på det unge hold, og til sidst handlede det kun om resultater og ikke udvikling med en trup, der også var svær at træne kontinuerligt, fordi mange af holdets spillere ofte var væk med de norske U-landshold.

– Jeg lærte rigtig meget i denne periode. Man frygtede for sit job hver gang, man havde tabt, og der er jo mange stemmer i håndbold. Hvem skal man lytte til? Her lærte man at skelne mellem gode og dårlige råd og at finde sin egen vej. Jeg oplevede til sidst, at jeg ikke kunne nå mere i Norge, og da vores børn stod og skulle til at gå i skole, tog vi beslutningen om at tage tilbage til Danmark, fortæller Martin Schmidt.

HF Mors eller Give?

Faktisk var det meningen, at martin skulle starte hos håndboldklubben HF Mors og undervise på Skyum Efterskole, men der var to ting, der fik hans håndboldmæssige radar til at zoome ind på HK Give Fremad.

-For det første kørte jeg turen fra Give til Mors nogle gange, og det var simpelthen alt for langt. Samtidig var jeg i løbende dialog med HK Give Fremads formand Henrik Henriksen om at tiltræde i klubben i en eller anden funktion – og det endte så med, at jeg fik tilbudt posten som træner for divisionsdrengne. Jeg fik så set en hel masse video fra holdets kampe og kunne se, at der var en del uforløst potentiale i holdet, så jeg tog udfordringen op – og her efter 2 måneders træning kan jeg sige, at jeg er rigtig glad for, at det blev Give, der blev min næste destination, konstaterer Martin Schmidt.

“Vi skal være den frække dreng i klassen”

Og han har en klar mission med sit nye hold, der består af 6 nye spillere samt 9 spillere fra sidste sæsons trup fra sidste sæson samt.

– Vi skal være den frække dreng i klassen. Vi skal spille frisk og udfordrende håndbold med appel til tilskuerne i den altid godt besatte Ikærhal – og så skal vi komme med en masse attitude og sejrsvilje. Spillerne skal have det sjovt, tilskuerne skal have det sjovt – og hvis vi ellers formår at levere varen på det håndboldmæssige plan, så kommer resultaterne helt sikkert også, siger Martin Schmidt.

Skrevet af Jim Hoff