Morgenhår, Morgenmad og Motivation -”det var opskriften til sejr”

Tidlig – meget tidlig søndag morgen kørte de søvnige U16 piger endnu engang mod Esbjerg, for at spille turneringskamp. Noget var dog lidt anderledes, det var ligesom det summerede lidt af fight, motivation og sejr. Holdet startede med fælles morgenmad, da vi ankom til hallen i Bryndum. Om bageren eller Arla havde tilføjet noget ekstra ”motivation” i det som blev spist, vides ikke, men pigerne spillede en super flot kamp. Nogen vil måske sige, ”at sejren også var på et billigt grundlag”, men det var fordi pigerne spillede så flot, at Bryndum pludselig så ud til at være, flere klasser under os. Morgenhåret skulle lige lægge sig ved opstart af kampen, men så blev der virkelig spillet hurtigt og sikkert håndbold, ofte drevet frem af vores stærkt spillende center-spiller. God positiv holdånd og fine frispilninger drev holdet til en sikker sejr på 25-7.
Dejligt med en god oplevelse og sejr, så spillerne igen fik troen og styrken som hold. Det får vi i den grad brug for, når vi næste søndag skal spille mod det stærke Sdr.Omme hold. Sidst vi spillede mod dem, var vi faktisk foran flere dele af kampen, men blev pludselig bange for at vinde, ”for det plejer vi jo ikke mod Sdr.Omme”. På søndag vil vi ikke lave samme fejl igen, for nu er tiden kommet til, at det er vores tur til at vinde det lokal opgør.
Kampens spiller: Julie Kristensen