Nicolai Emborg klar til comeback for barndomsklubben

nicolai-emborg2”Den fortabte søn vender tilbage”! Hosstående bibelske begreb er blevet en fasttømret og ofte brugt kliché i sportens verden, når en fodbold eller håndboldspiller vender tilbage til barndomsklubben efter eventyr andetsteds. Det kunne da også være fristende at kaste denne kliché op som overskrift på denne artikel, men så alligevel ikke. For godt nok vender håndboldspilleren Nicolai Dahl Emborg Jepsen nu tilbage til barndomsklubben HK Give Fremad efter 3 års fravær, men det ville være direkte uartigt at hæfte ordet ”fortabt” på den 25 årige playmaker.

Opvokset i Ikærhallen
Den kække unge mand vender nemlig tilbage til Give med en friskbagt bachelor i medievidenskab i sportstasken – endda bestået med topkarakter. De 3 år er nemlig blevet brugt dels på at læse på Aarhus Universitet, og dels at spille håndbold i først Skanderborg og senere i Aarhusklubben VRI (Vejlby-Risskov Idrætsklub, red.) Men selv om Nicolai altså måske nok har fundet lykken i Aarhus på mange områder, så har fødeklubben og de vante omgivelser i Ikærhallen, hvor Nicolai stort set er født og vokset op, hele tiden været en uundgåelig faktor især i den unge mands sportslige drømme.

Klar til nye sportslige udfordringer
– Mit første år i Skanderborg blev ødelagt af skader, og de to sæsoner i VRI (jyllandsserie og 3. division, red.) var egentlig mere på hyggeplan. Det var ikke specielt ambitiøst, måske typisk nok for en klub med mange studerende, og jeg kunne mærke, at jeg var ved at være klar til at komme videre rent sportsligt. Der kører jo en bil fra Aarhus med et par Givespillere hver uge, så det var oplagt for mig at prøve at kæmpe mig til en plads i 2. divisionstruppen hen over sommeren, og det lykkedes da også at få lavet en 1 årig aftale med klubben, fortæller Nicolai, der i samme åndedrag dog også erkender, at det har været benhårdt arbejde at komme ind i kredsen af cheftræner Kedde Jensens 16 udvalgte.

Det har været sindssygt hårdt at vende tilbage
For der er stor forskel på at løbe og hygge sig med vennerne med lidt løs 3. divisionsbold i VRI, hvor det medfødte åbenlyse boldtalent måske ikke skulle presses så hårdt for at brillere, og på at skulle manifestere sig blandt dygtige målrettede medspillere i en toptrimmet 2. divisionstrup med en kontant og krævende cheftræner. – Det har været sindssygt hårdt at komme i gang her i Give. Min krop har jo nærmest fået et chok. Vi træner benhårdt med masser af hårde løb, styrke og konditionstræning på et niveau, jeg slet ikke har været vant til. Det har givet lidt småskavanker, og jeg har også på det spillemæssige plan lige skullet finde mig selv i det her set-up. Udfordringer har det været en del af, men det er også derfor jeg er vendt tilbage til Give. Jeg trængte til at komme ud af komfortzonen og til at give mig selv nogle større sportslige udfordringer, understreger Nicolai, der på det sportslige plan skal dyste om playmaker-positionen med kompetente gutter som Oliver Bjerre, Heino Jepsen og Kenneth Højgaard.

Kontant afregning hos træneren
– I det selskab kan man ikke blive garanteret spilletid hver gang og hele tiden, men jeg er klar til at tage udfordringen op, og på et håndboldhold er der jo brug for alle mand. Jeg føler mig i hvert fald godt klædt på til opgaven, selv om det her i starten har været svært med at skulle fordøje alle de nye indtryk og lære de nye spillere at kende, siger Nicolai. Tilbage fra hans sidste tid i Give er nemlig kun Brian Køhler, Christian Skagen og Anders Bøtcher – og på trænersiden hedder det nu Kedde Jensen i stedet for René Smed og Søren Godtfredsen. – Der er ikke så meget pjat med Kedde. Der er kontant afregning, uanset hvem man er, og det er sundt nok. Jeg føler, jeg har lært meget allerede nu, efter jeg er startet op her i Give igen, og fremfor alt er jeg blevet mere robust. Her forventer Kedde, at alle arbejder stenhårdt for holdet både til træning og i kamp, og det har jeg det fint med, konstaterer HK Give Fremads nyeste skud på playmakerstammen.

Det har været sindssygt hårdt at komme i gang her i Give. Min krop har jo nærmest fået et chok.

– Nicolai Emborg

Født til håndbold
Hvor håndboldtalentet kommer fra kan danne en nærmest religiøs funderet strid hjemme ved middagsbordet hos mor Laila og far Kenn på Syrenvej i Give. Kenn Dahl Jepsen, der som mangeårig halbestyrer i Give nok er bedre kendt under navnet ”Gasser”, vil med et vis statistisk belæg kunne hævde, at håndbold-dna’en kommer fra ham og hans familie. ”Gasser” selv samt hans 3 fætre Jesper, Jakob og Jonas Hansen, har alle slået deres folder på den lokale håndboldklubs 1. hold. Men han er oppe imod hårde odds, for Laila Emborg kan fremvise en gloriøs karriere som målvogter på FREM Thyregods bedste hold gennem såvel ungdoms- som seniorrækkerne. – Jeg tror, at vi for husfredens skyld må konstatere, at Nicolai har sit talent fra moderen. Det kan jeg godt leve med, og jeg ved Laila vil elske at læse det i avisen, så det er en win-win for alle parter, lyder det fra ”Gasser” med det vanlige glimt i øjet. Det skal lige siges for fuldstændighedens skyld, at Nicolais lillesøster, Pernille, selvfølgelig også er aktiv på håndboldbanen i HK Give Fremad.

Mere ribbenssteg til ”Gasser”
Det er selvfølgelig stort for familien, at Nicolai igen tørner ud for det lokale 1. hold i herrehåndbold. – Det er da dejligt, at knægten igen spiller for Give. Det er altid rart at se gamle Givedrenge på halgulvet på 1. holdet, og så er det jo fedt, at mor Laila sætter ribbensstegen i ovnen, når Nicolai er i Give til træning – det er vi mange, der nyder godt af, lyder det fra ”Gasser”, der på det sportslige plan godt ved, at det er en stor udfordring, som junior har taget op.

– Det er noget andet at spille 2. divisionsbold end 3. division. Og her i Give er der kamp om pladserne, men Nicolai har virkelig taget udfordringen flot op, og vi glæder os rigtig meget til at se både ham og holdet i kamp her i Ikærhallen i Give i den nye sæson, siger ”Gasser”.

En drengedrøm at spilleGive i 1. division
Det gør Nicolai også, og han lægger ikke skjul på, at han ud over egne sportslige ambitioner også har en hemmelig drøm om at være med på det hold, der for første gang nogensinde formår at spille Give op i 1. division. – Som udgangspunkt skal jeg finde mit meget spil og udvikle mig rent håndboldmæssigt her i Give. Jeg går selvfølgelig også på banen for at vinde kampene, og skulle det fantastiske ske, at vi rykker op i 1. division, ville det været helt igennem fantastisk – en drengedrøm, der går i opfyldelse. Vi har et godt hold, en rigtig god træner, og der bliver arbejdet rigtig godt, så muligheden er der bestemt, understreger Nicolai, der er gået i gang med at tage en kandidatoverbygning på bacheloren i medievidenskab.

Glæder sig vildt meget til den fyldte Ikærhal
Han har med andre ord nok at se til, den unge mand: Universitetsstudie, 4 gange håndbold om ugen, en kæreste der skal passes, arbejde som natportier – og ikke mindst en masser lækker ribbensteg, der skal spises hjemme ved Laila og Kenn. Og så er der noget, som Nicolai har glædet sig til næsten lige så maget som morens ribbenssteg siden comebacket i Give.

– Det bliver så fedt at komme til at spille for en stopfyldt Ikærhal igen. Dét har jeg virkelig savnet de tre år, jeg har været væk! Mon ikke også at den stopfyldte Ikærhal glæder sig til at se ”den fortabte søn” igen?