Ny træner på plads i HK Give Fremad

Når HK Give Fremads divisionstrup til sommer starter den nye sæson op, bliver det med nyt, ungt blod i cheftrænerstolen i form af den læreruddannede Bjørn Hessellund. Selv har den 31 årige Hessellund en aktiv karriere på 1. divisionsniveau i klubber som Kolding HK, Skovbakken og Odder, ligesom han har været spillende træner for Odder i 2. division.

Tidligere 1. divisionsspiller
Derudover har Bjørn Hessellund trænet Grenås 3. divisionsherrer i 3 sæsoner, og lige nu er han en del af trænerteamet omkring 1. holdstruppen i Fredericia HK, hvor han har hovedansvaret for klubbens 3. divisionshold. Det skal også lige nævnes om et lille kuriosum, at Bjørn Hessellund har haft Kedde Jensen som træner i Kolding HK. For fuldstændighedens skyld skal vi have med, at Kedde Jensen fortsætter som sportschef for HK Give Fremad, når Hessellund overtager cheftrænerposten.

– Jeg kender både Kedde og Give, og Give er kendt som en spændende klub med et ambitiøst setup med nogle fine visioner. Der er en rigtig flot opbakning fra erhvervsliv og publikum, og det glæder jeg mig til at blive en del af. I forvejen kender jeg Anders Bøtcher (fløjspiller på holdet, red.), som jeg er kollega med på BGI, hvor jeg er lærer i kemi-fysik og håndbold, og en af mine gode venner er Mads Møller, der jo spillede her i Give for et par sæsoner siden, fortæller Bjørn Hessellund.

Fokus på det gode håndboldmiljø
Han kommer til Give med hensigten om at skabe et godt håndboldmiljø med en stærk træningskultur. og på trods af sin forholdsvis unge alder, er han ikke betænkelig ved at skulle stå som cheftræner for knægtene i Give.

– Det handler ikke om alder. Det handler om at behandle folk ordentligt, og jeg har allerede flere års erfaring som chef/leder for håndboldhold, som jeg kan trække på, understreger Bjørn Hessellund.

Venter med de sportslige delmål
Sammen med sportschef Kedde Jensen skal Bjørn Hessellund hen over foråret i gang med at sammensætte det nye hold, der skal tørne ud for HK Give Fremad i næste sæson. Om det bliver i 2. eller 3. divisions ved man endnu ikke.

– Lad os nu se, hvad der sker. For mig er det ikke altafgørende, om klubben spiller i 2. eller 3. division. Lige nu ser det jo fornuftigt ud, og som sagt er mit primære målsætning at skabe et godt håndboldmiljø i Give. De rent sportslige delmål tager vi senere, når vi kender vores status og truppens udseende, lyder det fra Bjørn Hessellund med håndbolddiplomatisk snilde.

Det er glimrende, at HK Give Fremad nu kan melde ud, hvem der bliver ny træner i klubben. Det giver arbejdsro på den front, og det gør det nemmere at arbejde med sammensætningen af den nye spillertrup, at man kan melde ud, hvem der står med fløjten, når der kaldes ind til første træningsdag i den nye sæson.