Oplæg til torsdagens kamp imod Hornbæk SF 2

Torsdag aften går det løs igen: Divisionshåndbolden i Give fyrer årets første håndboldraket af, når Give i Ikærhallen møder Hornbæk fra Randersegnen. Det store spørgsmål er om holdets stærke målmand Morten Marvig bliver klar!

Altid Jim Hoff var på besøg hos divisionsholdets afsluttende træning tirsdag aften, inden det går løs torsdag aften med forårets første kamp, hvor bundholdet Hornbæk kommer på besøg.

Givetræner Bjørn Hessellund havde samlet sin trup inden træningen til en videoanalyse af holdets vellykkede kamp mod AGF (25-20). Masser af fokus på succesoplevelserne rent spillemæssigt fra kampen, samt et skarpt serviceeftersyn på nogle af de ting, man skal forbedre og arbejde med.

Træningspas med HCM og Otterup
Træningsoptakten har efter en relativ kort juleferie været intens, hvor Hessellund igen har valgt at dyrke klubbens samarbejde med HCM og Otterup.

– Vi har holdt samtræning med HCM her i hallen, og så har vi været på besøg i Otterup her i optakten. Overordnet set har vi haft en ok opstart, selvom jeg synes, at der har været lidt feriestemning over det. Vi skal hurtigt ud og finde de sidste procenter, så vi er helt klar til torsdag, for der er ikke plads til, at vi ikke er 100 % klar, pointerer Bjørn Hessellund.

Benhårde udfordringer i januar
Givetræneren peger også på januar måned som en særdeles svær måned med nogle ganske svære opgaver der skal løses. Efter hjemmekampen mod Hornbæk, skal man nemlig til GOG, der pr. tradition er en svær udebane- og man møder holdet på et tidspunkt, hvor Ligaen holder pause på grund af EM, hvilket kan give spilletid til et par ligaspillere på det unge GOG-mandskab. Dernæst venter en vanvittig vigtig topkamp på hjemmebane mod HEI, Skæring, der ligger nr. 1 i rækken med samme pointtal som Give. Januar måned sluttes af med en udekamp i Svendborg, hvor man også skal stå tidligt op for at få point.

Marvig bakser med en forstrækning
Altså en ganske udfordrende start for Hessellunds tropper, og da der samtidig er spørgsmålstegn ved holdets stærke keeper, Morten Marvig, er Givetrænerens ansigt ikke uden rynker, inden torsdagens kamp.

– Jeg fik en forstrækning i baglåret/ballen mod Skovbakken i vores sidste kamp i 2016. Den sprang så lidt op igen, da vi spillede træningskamp mod Otterup, så nu har jeg fået behandlinger og kørt mit eget træningsprogram. Jeg vil gøre alt for at blive klar til på torsdag, for det er bare så vigtigt, at vi alle er klar fra starten af. Jeg er da også forsigtig optimist og er indstillet på at melde mig klar, lyder det fra Marvig, der kører sig varm på kondicyklen, mens holdkammeraterne varmer op med en gang fodbold.

Playmaker Hansen glæder sig til at komme i gang
Playmaker Sebastian Hansen glæder sig som kollega Marvig også til at komme i gang med at spille om point.

– Det var fint nok med lidt ferie, ikke mindst mentalt. Men nu er det også fedt at komme i gang igen. Der venter os et vildt spændende forår, og man kan jo slet ikke vente med at komme i gang, lyder det kampberedt fra en bredt smilende Sebastian Hansen.

Bøtcher på ski, Jakobsen på fløjen
Holdet må til den første kamp undvære fløjen Anders Bøtcher, der pga. skiferie ikke har kunnet deltaget i træningsopstarten. Men det giver ikke Hessellund alt for mange panderynker, for han har afløseren for Bøtcher klar.

– Mikkel Jakobsen har gjort det rigtig godt her i optakten. Han har vist gode takter og ser skarp ud, så jeg er helt fortrøstningsfuld ved at lade Mikkel køre venstrefløjen, konstaterer Hessellund.

Sportschefen hele tiden i gang
Klubbens sportschef Kedde Jensen ser også frem til forårssæsonen med stor spænding. Han har ingen nye navne her og nu til truppen, men selvom der altså har været ro på spillermarkedet i forhold til Give, så har sportschefen ikke ligget på den lade side.

– Man er hele tiden i gang i det her job med at sondere terrænet, skabe forbindelser og netværk, snakke med folk osv. Nu er det sådan, at der sjældent sker ret meget her i vinterpausen, da spillerne gerne vil gøre deres aftaler med klubberne færdige, og det har jeg stor respekt for. Men man skal jo hele tiden se fremad og være på forkant med tingene i forhold til spillertruppen, pointerer sportschefen.

Såvel Hessellund som Kedde Jensen håber på en fyldt Ikærhal, der kan være med til at piske hjemmeholdets spillere frem mod en toppræstation og dermed årets første sejr, så holdet kan få en optimal start på den vigtige forårssæson.

Truppen mod Hornbæk
Morten Marvig, Jakob Skov Rasmussen, Kim Nissen, Mads Overgaard, Kasper Nielsen, Christian Skagen, Rolf Hessellund, Sebastian Hansen, Chris Bust, Magnus Nygaard, Christian Larsen og Mikkel Jakobsen.

Kampstart: 19.45