POKALTRIUMF: Give nedlagde den Jyske Hingst!

Sportens verden er en forunderlig én af slagsen med sine helt egne bemærkelsesværdige fortællinger. Torsdag aften blev der skrevet håndboldhistorie i Ikærhallen, da de lokale håndboldhelte fra 2. divisionsholdet i en tæt, dramatisk og helt igennem fantastisk håndboldkamp.

Med sejren kom Give “et skridt nærmere deltagelse i europæisk håndbold”, som holdets altid cool og upåvirkede holdleder Rasmus Mikkelsen så smart formulerede det efter 30-29 sejren over Randers HK, der kom som tophold fra 1. division og med en glippet oprykning til håndboldligaen i bagagen.

Og det har han jo ret i den sympatiske Mikkelsen, men mon ikke det eneste Europa, som spillerne får at, se bliver de forskellige feriedestinationer, som spillerne velfortjent nu kan drage på efter mere end veludført dåd og den sensationelle nedlæggelse af den Jyske Hingst fra Randers.

  • Vi vinder den her kamp fordi vi var knivskarpe og gennem samtlige 60 minutter har stor fokus på opgaven. Vi havde set en del video af Randers, og vi havde fundet de revner og sprækker, hvor vi kunne sætte ind – sportschef Kedde jensen

Mål for Give:

Chris Bust 8, Jakob Zøhner 6, Christian “Skagen” Pedersen 5, Kim Nissen 3, Jesper Johannesen 2, Frederik Sorth 1, Rolf Hessellund 1, Sebastian Hansen 1 og Mads Overgaard 1.

Jakob Skov leverede fornemme 21 redninger!

Man of the match: Kim Nissen!

Tæt og intens 1. halvleg gav håb i Givelejren

De to mandskaber fulgtes pænt ad som gode skolekammerater på vej hjem fra skole i en tæt og intens 1. havleg, hvor et godt indstillet og disciplineret Givehold havde mere end godt fat i de randrusianske 1. divisionsspillere med en velspillende Jakob Skov i målet i spidsen.

Med lidt mere is i maven havde Give kunnet gå til pausen med en 2-målsføring, men adrenalinen og begejstringen tog over for håndboldfornuften ved stillingen 12-11 til Give få minutter før pausen, hvilket medførte et par noget forhastede angrebssekvenser. Det straffede Randers med to hurtige slangehug på kontra, og så kunne et ellers noget underpræsterende gæstehold gå til pausen med en 13-12 føring.

Men folk i hallen sad med en kriblende og spirende fornemmelse af, at det her godt kunne gå hen og blive rigtig interessant aften – måske endda med en pokalsensation lurende i kulissen. Og det endda på trods af, at Give manglede deres bedste målskytte, Simon Madsen, der sad ude med en træls skulder.

Foran med 3 – og så alligevel ikke!

2. halvleg blev lige så tæt som 1. halvleg, hvor de to hold skiftedes til at tage føringer på 1-2 mål. Men da uret klikkede om på 52 minutter, kunne den ca. 75 % fyldte Ikærhals medlevende publikum konstatere, at drømmen om pokaler og Europa og hvad har vi ellers, pludselig havde fået mere end varm luft at flyve på.

En skarp og velspillende Christian Skagen Pedersen scorede nemlig til 26-23 med en klassisk Skagen-scoring fra fløjen, og så kan det ellers nok være, at euforien både på lægterne, på spillerbænken og hos spillerne inde på banen nåede uanede højder – selv for Ikærhallen. Det var lige før, at formanden for klubben tog mikrofonen og dømte gratis fadøl til alle.

Men helt i kampens ånd rejste ned ellers noget groggy Jyske Hingst sig igen, og med 5 minutter tilbage havde de mintgrønne RandersHK’ere udlignet Gives 3-målsføring.

Og det var da ikke ret meget Europa over!

Marvig med en redningsprocent på 100

Og sådan blev det ved de sidste 4 1/2 minut. Holdene fulgtes irriterende tæt ad på måltavlen, og det var så spændende at de fleste publikummer faktisk stod op her i den helt kulrede og dramatiske slutfase.

I det 57. minut var der dog ingen i hallen med Givesympatier, der stod op. Der hang alle en halv meter oppe i luften med armere i vejret, for her havde indskiftede Morten Marvig just snuppet et straffekast, mens “Skagen” på det efterfølgende angreb havde bragt Give foran 29-26. Med tre minutter igen! Ingen trak vejret i Ikærhallen. Ingen skulle op toilet – ja, helt sensationelt var der heller ikke en eneste sjæl ved den ellers altid velbesøgte fadølsbar i hjørnet af hallen.

Pokalsensationen ikke blot lurede i kulissen. Nu stod den helt ude midt på halgulvet og pegede truende på den Jyske Hingst fra Randers.

Matchwinner: Kim Nissen!

Men en stout bredbringet arbejdshest får man ikke sådan i knæ! Randers gik over til at spille 7 mod 6 og fik med 30 sekunder tilbage udlignet til 29-29. Give i boldbesiddelse, Givetræner Kedde Jensen trak det sidste time-out kort, og så blev der ellers tegnet og fortalt på adrenalinvedhæftet sønderjysk, mens de udpumpede men stærkt fokuserede Givespillere spidsede ørerne og knyttede næverne.

“Den her, den skal fandme køres hjem, drenge. Kom så!”, lød det som en helt passende udgangsbøn og sidste peptalk fra “Skagen”, der netop denne aften havde valgt at spille afskedskamp efter 10 år i Give.

Den besked havde Kim Nissen fattet, for da han inde på stregen fik en flot indspil serveret lige i lufferne, vendte han rundt på en 5-krone og væltede totalt og fuldstændigt hallen med en iskold og pivfræk scoring mellem stængerne på den arme Randerskeeper. Med tre sekunder tilbage!

Efter den klassiske opstandelse og hurlumhej ved og omkring tidtagerbordet blev kampen sat i gang igen, og det endte med et langskud fra midten, som en af aftenen store Givehelte, målmand Jakob Skov, greb ud med et stort grin. Og så eksploderede det hele simpelthen engang til. Spillere, tilskuere, bestyrelsemedlemmer, træner osv. stormede ud på halgulvet i en veritabel sejrsrus for at fejre klubbens største sportslige bedrift nogensinde.

Ja, selv formand Henrik Henriksen blev set i flere spurter op og ned af halgulvet, og så ved man, at der er sket noget stort.

Havde fundet sprækker i Randers-defensiven

Det var da også en ovenud glad og pavestolt Givetræner Kedde Jensen (normalt sportschef), der på aftenen var vikar for en grundet arbejde fraværende Bo Østergaard, der mødte den samlede verdenspresse efter en hel række hæsblæsende jubeldanse og sejrssange med spillere og bestyrelse.

-Vi vinder den her kamp fordi vi var knivskarpe og gennem samtlige 60 minutter har stor fokus på opgaven. Vi havde set en del video af Randers, og vi havde fundet de revner og sprækker, hvor vi kunne sætte ind. Vi vidste også, hvor deres tryk ville komme fra, nemlig fra højrebacken Kasper Gudnitz. Ham får vi godt styr på, og vores forsvar spiller i det hele taget noget af det bedste, jeg har set i meget, meget lang tid, samtidig med, at Jakob Skov i målet virkelig også leverer en stærk præstation, lyder det fra en tilfreds Kedde Jensen.

Den bedste præstation i meget, meget lang tid

Sportschefen/træneren har også masser af ros til sit holds tilgang til angrebsspillet.

– Vi spiller meget disciplineret i angrebet. Vi får etableret en god kontrafase med en stærk 2. bølge og formår hele tiden at holde presset på Randers. Det giver en masse flotte scoringer både fra stregen og fra fløjene. Vi får jo også alle spillere på banen i aften, og det betyder, at vi kan give folk, de pauser, der skal til, så vi kan holde den meget høje kadence, vi kommer med i aften. Jeg synes, faktisk, at det her er den bedste præstation, jeg har set fra holdet i meget lang tid – ja, jeg tøver ikke med at kalde det for en regulær pragtpræstation, og jeg er pissestolt af gutterne efter denne her sejr.

– Vi leverede varen med et Randershold, der kom med stort set hele A-kæden, vi havde igen et fantastisk medlevende publikum, så vi kunne ikke have ønsket os en bedre afslutning på en sæson, hvor vi igen kom i opspilsfinalen. Jeg er megaglad for det her resultat. Det er en cadeau til hele klubben og alle de frivillige, der hver dag knokler for klubben. Det her en sejr, som vi skal tilegne det stærke sammenhold, der er i klubben – og nu kan vi så alle glæde os til en ny stor pokalkamp allerede i august, konstaterer Kedde Jensen.

Aftenen bød ud over sejren over Randers dog også på et vemodig farvel til 6 af klubbens spillere, og det vender vi sammen med Kedde Jensens vurdering af sæsonen tilbage til i en anden artikel her i avisen.