Sensationel 2. halvleg af Give knækkede topholdet

HK Give Fremad 2. div. – HC Odense 34-28 (13-18)

De gjorde det sgu’ igen!

HK Give Fremads divisionsherrer virker lige nu ustoppelige efter at holdet for 3. gang i træk gik fra banen med en sejr – og to gange i træk har man slået et hold fra rækkens top 2. Denne gang gik det ud over storsatsende HC Odense, der kom til Give for at sætte sig på rækkens 2. plads, og ved pausen så det da også ud til, at fynboerne ville få 2 points med hjem til den fynske hovedstad.

Give ”vandt” 10-0 på 14 minutter
Her viste måltavlen 18-13 i de orange oprykningsaspiranters favør efter en på mange måder lige 1. halvleg, men hvor Give mistede voldsomt momentum i især de sidste 5 minutter samtidig med at forsvarsspillet slet ikke var på vanligt Give-niveau.

Efter pausen fik det trofaste og godt kæmpede hjemmepublikum så serveret én af de helt store håndboldoplevelser med et sprudlende hjemmehold som gavmilde værter. På 12 minutter scorede Give 10 mål mod Odenses 0, og så stod der 23-18 til et euforisk spillende hjemmehold. Om Ikærhallen gyngede? Jovist, en lille smule måske!

Køhler & Klinge trådte i karakter
Et i 2. halvleg bovlamt gæstehold fik trukket bukserne helt ned over anklerne af de lokale håndboldhelte, der virkelig kom flot ud af kabinen efter den formodede skideballe af cheftræner Kedde Jensen i pausen. Og så lavede tilbagevendte Brian Køhler et rigtig flot indhop. Den topmotiverede og spillesultne kanonkonge bombede 5 mål i rusen, mens gennemrutinerede Dennis Klinge i den anden ende af banen trak jerngardinerne ned foran sit mål og præsterede flotte 13 redninger i 2. halvleg. Derudover fungerede det hele bare for det mere og mere sammentømrede Givemandskab, der endte med at slå fynboerne med 34-28. Havde man spillet på det resultat i pausen, havde det givet pengene 250 gange igen!

Avisens sportsreporter gik efter kampen forbi odenseanernes omklædningsrum, og skal vi ikke bare skrive, at Odens træner Sune Gren ikke inviterede på te og blød wienerbrød i rundkreds i sin evaluering af sine pryglede spilleres præstation i Give. Det var ganske højlydt!

Manglende kommunikation i 1. halvleg
Omvendt hang glæden i Givelejren så stor og tyk i luften i ”Ikærhulen”, at man kunne skære i den med en kniv og tage med hjem til aftenkaffen. Træner Kedde Jensen var da også voldsomt glad for både sejren og ikke mindst den fremragende præstation i 2. halvleg.

– Vi får egentlig en ok start, men så skrider det for os med kommunikationen i forsvaret. Det betyder, at Odenses skytter Kaspar Dalgas og Christopher Werenberg får alt for gode arbejdsbetingelser. At vi så oven i købet ret håbløst taber 4-1 de sidste 5 minutter før pausen gør det jo ikke bedre, så det var en del der skulle snakkes om og rettes til i pausen, siger Kedde Jensen.

Kedde: Vi der bare 110 % i 2. halvleg
Det projekt må man sige lykkedes fuldt ud, for det var et helt andet Givehold, der kom på gulvet i 2. halvleg, ikke mindst fordi forsvaret endelig fandt melodien.

– Vi var der bare 110 %. Forsvaret stod urokkeligt, vi fik lukket deres bedste skytter ned, Klinge snuppede stort set det der slap igennem, og så lavede Brian Køhler jo et fantastisk indhop. Men jeg vil gerne understrege, at det her var fremfor alt HOLDETs store fortjeneste. Alle performede, vi var der alle sammen, og derfor er jeg ekstremt glad for denne her sejr. Måden vi gjorde det på, det mod spillerne viste i 2. halvleg, det er jeg sgu’ stolt af, lyder det fra en stolt og glad Give-træner, der med sejren og de to lækre points på kontoen kan se sit mandskab kravle op på rækkens 8. plads, hvilket giver lidt luft ned til nedrykningsstregen.

Bjørn Hessellund bliver ny Givetræner
Bonusinfo: I forbindelse med kampen mod HC Odense kunne HK Give Fremad på et møde i Erhvervsklubben før kampen præsentere holdets nye træner til den kommende sæson. Det bliver den 31 årige Bjørn Hessellund fra Vejle.
Mål for Give: Kim Nissen 6, Anders Bøtcher 5, Brian Køhler 5, Christian ”Skagen” Pedersen 5, Nicolaj Emborg Jepsen 3, Jonathan Isachsen 2, Kenneth Højgaard Klausen 2, Thomas Merrild Vestergaard 2, Heino Berg Jepsen 2, Kasper Nielsen 2.