Skidt afslutning for udbrændt Givehold

HK Give Fremad 2. div. – IK Skovbakken 24-26 (13-14)

Tekst & foto Jim Hoff

Det her kan godt gå hen og blive en omgang møvrebold!

Således lød advarslen fra HK Give Fremads træner Kedde Jensen til sponsorerne i hans kampoplæg inden Give og Skovbakken skulle mødes i en for tabellen ligegyldig kamp, hvor kun æren og intentionen om at levere varen for tilskuerne stod på spil. Især hjemmeholdet var ifølge Givetræneren særdeles opsat på at slutte godt af og give tilskuerne en sejr og en god præstation at gå på sommerpause på. Ligeledes var det også den noble hensigt, at give Brian Køhler og Kasper Nielsen en sejr i afskedsgave i deres afskedskamp for klubben. (se video-interview med Køhler og Nielsen på Give-Thyregod Avis på Facebook)

Tamt og udbrændt Givehold
Det kan godt være, at intentionerne var der, men de udmøntede sig langt fra efter hensigten, for ud over Kedde Jensen fik ret i, at tilskuerne blev vidner til en gang ”møvrebold”, så så man også et tamt og udbrændt Givehold, der præsterede pænt under standard mod et langt fra skræmmende modstanderhold. Med til historien om hjemmeholdets dårlige præstation hører retfærdigvis også, at man på dagen måtte stille op uden den skadede topscorer Kim Nissen, en ferierende Anders Bøtcher, den håndskadede Nicolai Emborg samt langtidsskadede Morten Axelsen. Derudover måtte såvel Kasper Tømrer Nielsen som Brian Køhler stille til kamp på trods af, at de begge med træner Kedde Jensen ord ”kun var 50 % klar”. Samme procentsats var vel også, hvad den samlede trup – måske i en form for misforstået solidaritet med de to rutinerede håndboldkæmper – leverede gennem de 60 minutter.

Kedde Jensen: Langt under standard
Bagud 14-12 ved pausen så opgaven ikke uoverkommelig ud for Give, men på dagen manglede den sidste power og fokus, og det udnyttede et mere og mere sprudlende Skovbakkenhold til at fastholde føringen helt hen til slutfløjtet. Det var ikke lige dén afslutning Kedde Jensen havde forestillet sig, da slet ikke foran det trofaste hjemmepublikum.

– Det blev som jeg frygtede en ordentlig omgang møvrebold. Vi brænder ufatteligt meget, og så lader vi Skovbakken løbe lige gennem vores forsvar. Normalt skal vi jo slagte det hold, men i dag er vi langt under vanlig standard. Der er intet flow i angrebsspillet. Der bliver afsluttet på 3. 4. bold i stedet for 8.9. bold, som vi gjorde så fint i forrige kamp i GOG, og vi søger alt for meget de individuelle løsninger i angrebsspillet i stedet for at arbejde som et hold, lyder vurderingen fra Kedde Jensen, der dog havde roser til forsvarsklippen Kasper Tømrer Nielsen, der igen leverede maksimalt på trods af en ”uendelig træt og slidt krop”.

4 mand ude med skader for tungt at løfte
Kedde Jensen, der også er træner i Give i næste sæson, var selvfølgelig træt af dagens nederlag/præstation, men han kunne godt finde en forklaring på, hvorfor det ikke blev den afslutning på sæsonen, som man havde drømt om. – Ok, vi leverer sgu’ ikke godt nok i dag. Det erkender jeg, men vi må altså også have med i vurderingen, at vi er virkelig hårdt ramt af skader/afbud. Med 3-4 mand ude af start 7’eren skal resten i den grad præstere helt i top, og det magtede vi desværre ikke i dag, konstaterer Kedde Jensen, der sammen med spillerne slutter på rækkens 4. plads.

Mål for Give:

Andreas Oliver Bjerre 8

Jonatan Isaksen 4

Brian Køhler 3

Mikkel Jakobsen 3

Thomas Vestergaard 2

Christian Skagen Pedersen 2

Kennth Højgaard 1

Kasper Tømrer Nielsen 1