Stærk defensiv bag storsejr til Give

Et godt forsvar og stærkt målmandsspil banede vejr for HK Give Fremads storsejr i aftes ude mod Tinglev Lundtoft Syvstjernen.

HK Give Fremad vandt med 23-15 efter pauseføring på hele 15-4.

– I første halvleg stod vores forsvar som en mur, og det, der slap forbi, snuppede vores målmand, siger Give-træner Peder Kristian Jensen.

Det var Dennis Klinge, der passede Give-målet. Han var oprindelig målmandstræner i klubben, men han trådte til som aktiv, da Ole Hansen ved årsskiftet stoppede på grund af manglede tid. Dennis Klinge stod ca. 10 minutter, da HK Give Fremad for en uge siden mødte Fredericia HK, og i aftes stod han næsten hele kampen og var ifølge Peder Kristian Jensen bedste mand.

Tinglev Lundtoft Syvstjernen ligger sidst i rækken uden point, men det rokker ikke ved, at Give-træneren kalder sejren god.

– Som stillingen siger, var vores modstander bestemt ikke rækkens bedste hold. Alligevel vil jeg rose spillerne for en stærk indsats, siger han.

Udover Dennis Klinge hørte Kasper Tømrer Nielsen og Christian Skagen Pedersen til blandt HK Give Fremads bedste.

Kasper Tømrer Nielsen gjorde det stærkt i forsvaret, og Christian Skagen Pedersen leverede en stærk første halvleg.

HK Give Fremad har nu kamppause frem til den 5. februar, hvor det gælder udekampen mod Skanderborg Håndbolds ligareserver