Stram Givesejr efter vanvittigt afslutningsdrama

HK Give Fremad 2. div. Skjern 2 24-23 (13-11)

Det sker ikke så tit her i det kolde nord, at man ser to herrer på godt og vel den anden side af de 40 kaste sig jublende om halsen på hinanden. Det skete dog torsdag aften i Ikærhallen ca. kvart i 9, da HK Give Fremads cheftræner Kedde Jensen stormede ind på halgulvet for sammen med hele sin spillertrup at bombardere holdets målmand Dennis Klinge med skulderklap, kram og high fives.

Helt berettiget, for Klinge have netop præsteret at hive to straffekastredninger i træk ud i kampens sidste 15 sekunder, og dermed havde den tidligere topmålmand sørget for, at Give fik en stram 24-23 sejr efter et sindssygt sindsoprivende og nervebetonet opgør mod Skjerns unge talenter.

Grim kamp – men underholdning i topklasse
Sportredaktionens udsendte vil gerne på egne og publikums vegne sige tak for en helt utrolig dramatisk og vanvittig spændende kamp. Det var underholdning i topklasse, intet mindre! Ok, rent håndboldmæssigt var det ikke en kamp for feinschmeckere, men der var til gengæld fuld bonus på nerve, intensitet og følelsesmæssige op- og nedture gennem stort set samtlige 60 minutter. At det så ender med en sejr til de lokale helte, der ellers hang i neglene ude over klippekanten, da Skjern 10 sek. før tid fik hele to muligheder for at udligne på straffe, ja det gør jo ikke helhedsoplevelsen ret meget ringere.

Givesjusk betød unødvendig spænding
En nøgtern sportslig analyse af affæren efterlader én med et klart indtryk af, at den skitserede stejle spændingskurve slet ikke burde have været i spil, for havde hjemmeholdet holdt kadence og udnyttet sine chancer ved stillingen 4-2 kunne man have gået til pause med en 6-7 målsføring. Men sådan blev det ikke. Store målchancer blev brændt, og en stribe tekniske fejl kostede scoringsmæssig momentum for det pressede og til tider nervøse hjemmehold, måtte nøjes med en mager 2 målsføring, da den udmærkede dommerduo Ivan Meic og Anders Viggo fløjtede til pause.

– De sjusker sgu’ for meget, lød den jordnære vurdering fra reporterens sidekammerat i hallen, og det ramte vel egentlig ret godt sømmet på hovedet.

Og sjuskerier fortsatte i 2. halvleg. Give havde over en periode på 12-14 minutter flere gyldne muligheder for at sætte de unge vestjyder skakmat på scoringstavlen, for de hårdtfightende gæster blev i den periode ramt af hele 4 udvisninger. Men det skete ikke, og så gik det såmænd som den slags plejer: Skjern kom pludselig foran med 1 mål, og med 7 minutter tilbage så det ikke just rosenrødt ud for det voldsomt pressede hjemmehold.

Bøtcher-Skagen-lækkerier og Klingemirakler
Men kampen er aldrig slut, inden de finurlige fløjspillere Bøtcher og Skagen har hevet et eller andet vanvittige håndboldmagi op af tasken, og det gjorde de netop i det 54. min., da Bøtcher ”legede” bagspiller og steg til vejrs og lagde an til et truende hug ude fra tremeterstregen. Skuddet blev dog til en maskeret aflevering til fløjkollega Skagen, der fra minus 30 grader igangsatte sit velkendte svæv mod mål og med en eminent skruebold, som ville få selv Jesper Nøddesbo til at slikke sig om munden, udmanøvrerede den prisgivne Skjernkeeper. PS: Give var en spiller i undertal på dette tidspunkt! Denne klassescoring scoring sendte for alvor et godt kæmpende Givemandskab tilbage i kampen –både målmæssigt og mentalt.

Og så er vi tilbage ved slutningen, hvor Dennis Klinges to fantastiske redninger var den perfekte afslutning på en vanvittig håndboldaften i Ikærhallen. Det tog da også en stor halv times, inden Gives træner Kedde Jensen atter havde fundet normalt pulsleje.

Megaglad Givetræner
– Det her, det var jo helt, helt vildt! Endelig havde vi for en gangs skyld heldet med os. Det hér er en livsvigtig sejr for os, og jeg kan kun sige, at jeg er utrolig glad. Megaglad, lød det fra Kedde Jensen, der dog også havde overskud midt i glæden til en kort analyse af affæren.

– Det her var en meget upoleret håndboldkamp, hvor vi leverer på ren vilje og fight gennem samtlige 60 minutter. Ja, vi brænder igen for mange chancer og bør reelt have lukket kampen ved pausen. Der er også nogle kommunikationsfejl omkring vores opdækning, men selv om det ikke fungerer for os hele tiden rent spillemæssigt, tror drengene på det og fighter den hjem. Og så synes jeg også, at vi igen leverer et flot stykke arbejde i forsvaret. En rigtig flot holdindsats, hvor Skagen (Man of the Match), Bøtcher og Klinge leverede de der ekstra momenter, der betyder, at vi står med 2 meget vigtige points, konstaterede Kedde Jensen, der med sejren kan se sit mandskab rykke op på 10 points nu blot 1 points efter AGF på 10. pladsen og 2 points efter Rækker Mølle på 9. pladsen.

Gives næste kamp er den 27. februar mod rækkens nr. 2 SUS Nyborg!

Mål for Give:

Christian Skagen Pedersen 6, Anders Bøtcher 5, Thomas Merrild 4, Kim Nissen 4, Heino Jepsen 2, Nicolai Emborg 2 og Jonatan Isachsen 1.