U16 piger: Man kan ikke vinde i A-rækken uden fight i forsvaret!

U16 piger skulle i dag spille en afgørende kamp hjemme mod Blåbjerg, om hvilket af holdene der stadig ville have kontakt med de førende hold i puljen. Blåbjerg spillede ikke anderledes, end hvad vi var forberedt på, men måske havde lidt for mange spillere ikke ”lært på lektien” inden kampstart, for Blåbjergs først 5 mål blev netop scoret på det, som burde være kendte åbninger og skudmønstre. Trods det, viste pigerne faktisk rigtig fint angrebsspil især i store dele af 1. halvleg, hvor begge backs, fik lavet rigtig gode frispilninger til både fløje og streg. Fløjene havde dog ikke deres bedste dag, og brændte for mange chancer. Det er ikke angrebet, som er holdes store udfordring, men klart forsvaret. Vi er det hold (foruden bundholdet), der klart bliver scoret flest mål imod. Selvom vores 2 målmænd i dag tog 3 straffekast, og havde flere rigtig store redninger, var det ikke nok, idet forsvaret bare ikke stod nok sammen, og ikke kæmpede nok for at afvise Blåbjergs spillere. Hvis der skal vindes kampe i denne pulje, skal hver eneste spiller kæmpe og fighte alle 50 min – det gør vi ikke i dag, og for mange spillere ”går ned”, hvis tingene ikke lige lykkes. Da der er 5-6 min tilbage af kampen, og holdet er bagud med 3, forsøges der med et 5-1 forsvar, i håb om en hurtig bold-erobring. En helt forkert beslutning af træneren, da Blåbjerg i stedet scorede 2 hurtige mål, og pigerne tabte 18-23. Øv, vi var trætte af det efter kampen – men som tidligere, så kan vi kun kigge indad, for man kan altså ikke vinde i A-rækken, hvis man lukker over 20 mål ind i kampene, vi er NØD til at have meget mere vilje og fight på, især i forsvaret.
Kampens Spiller: Frederikke Breinbjerg