Ubesejret gennem træningskampene

Det nye divisionshold i Give har kørt en succesfuld kampagne som optakt til sæsonstarten den 22. september mod KIF 2. Der er blevet spillet 6 træningskampe mod modstandere af lidt blandet kvalitet, idet man har mødt modstandere fra 3. division, 2. division og 1. division.

Det er blevet til masser af spilletid til de 13 spillere i truppen, som fra kamp til kamp har fundet sine ståsteder såvel offensivt som defensivt.

– Vi ser en trup, der er særdeles homogen og med dobbeltbesætning på alle pladser. Derfor kan vi skifte ud, uden at det går ud over vores kvalitet, og det har været en god erkendelse at nå frem til, pointerer cheftræner Bjørn Hessellund, der har skullet implementere hele 8 spillere på det nye Givemandskab.

– Vi har et bomstærkt forsvar, vi har to dygtige målmænd, og nu skal vi bare lægge på hele tiden mht. det offensive spil. Jeg synes dog, at vores kontrafase og vores 1. bølge har set lovende ud på det sidste, så det ser alt i alt ret fint ud, mener Bjørn Hessellund.

Træningskamps- resultater:

HEI 2. div. – Give 22-23

Viby 3. div. – Give 15-35

Søndersø 2. div. – Give 20-28

Fredericia HK – Give 20-29

HCM 2. div. – Give 13-30

Give – HCM 2. div. 26-21