Kedde: Vi ved hvad det handler om!

keddeEgentlig skulle han nok ligge hjemme på sofaen og sove den stædige influenza ud, der har haft tag i ham den sidste uges tid, men sådan fungerer tingene ikke helt i HK Give Fremads cheftræners univers.Med godt 14 dage til turneringsstart i 2. division er der ikke tid til den slags pjat – og man er vel ikke bygget af sønderjysk stål for ingenting. Så Kedde Jensen tropper loyalt op, både til mødet med pressen og den efterfølgende træning med drengene i Ikærhallen. Og selv om øjnene måske nok er blanke, så er den evige håndboldglød langtfra sat under vand endsige slukket – han er klar, cheftræneren, og det har gutterne bare også at være.

Ingen genveje – og alle trækker på samme hammel
Gutterne, drengene – det er HK Give Fremads 17 spillere i 2. divisionstruppen, og de ved det godt: Der er ingen lave gærder, ingen letkøbte overspringshandlinger. Der skal arbejdes hårdt for føden i Kedde Jensen koncept. – Vi har arbejdet stenhårdt gennem hele august måned og til her midt i september. Masser af løb, styrketræning og selvfølgelig masser af fysiske øvelser i hallen både med og uden bold. Jeg har lagt et lag på i forhold til sidste år, så vi har trænet tirsdag, torsdag, lørdag plus diverse kampe. Hertil har spillerne skullet afvikle selvstændige træningsprogrammer med styrketræning og løb, og jeg må sige, at drengene har været i stand til at honorere kravene fint, fortælle Kedde.

Kedde: Vi skal være i den bedste form af alle
Og de ved godt, hvad det her handler om: – Vi skal være i den allerbedste form af alle i rækken, derfor knokler vi løs; vi vil det her alle sammen, og det kan man mærke til vores træningspas, der har høj intensitet, siger Kedde Jensen, der også har den store glæde i år at kunne trække på en pænt bredere trup end det var tilfældet i sidste sæson. Her måtte man humpe sig igennem med 12 mand i truppen, men i år er der 17 mand at tage af, så det stiller holdet noget bedre, skulle man rende ind i et skadeshelvede som sidste sæson.

– Vi er med den udvidede trup ikke så sårbare som sidste år. De fire nye spillere viser både vilje og potentiale, og dermed passer de fint i vores koncept. Den brede trup giver os flere rotationsmuligheder, ja simpelthen flere strenge at spille på, og jeg er ganske fortrøstningsfuld, selv om vi ikke har en decideret venstrehåndet bagspiller. Det kan vi løse på holdet internt med bl.a. Christian Skagen, Thomas Vestergaard, Anders Bøtcher (som kan kaste med begge hænder) og Kasper Nielsen, siger Kedde Jensen.

Jeg er glad for at være en del af set-uppet i Give, og det vil gøre mig stolt at få lov til at tage klubben det næste skridt op i 1. division

Hårde træningsopgavermod 1. divisionshold
I optaktsfasen har man bevidst i starten mødt modstandere fra 1. division for at prøve af, hvor man står, hvad der mangler, og hvad der skal til for at nå op på næste trin. – Jeg føler, at vi er rigtig godt forberedte. Vi spiller en meget tæt kamp mod Team Tønders 1. division, taber med 3, og så møder vi godt nok et Randershold, der i den grad løb fra os. Men her kan vi jo se, hvad der skal til, og det er fint at have noget at arbejde hen imod. Vi vil jo gerne op i toppen af rækken, evt. spille med om billetterne til 1. division, og skulle det ende med en oprykning, skal vi være indstillede på at lægge endnu flere lag på – på alle parametre, påpeger Kedde Jensen, der dog maner til besindighed.

5 potentielle oprykkere
– Som jeg ser rækken, er det 5 reelle bud på en oprykning (nr. 2 skal ud i oprykningsspil, red.): Otterup, Svendborg, HC Odense, Korsør-Slagelse og så os, hvis vi ellers kommer rigtigt ud af starthullerne i år. Dertil kommer nogle giftige reservehold til Ligahold som KIF og GOG, Skanderborg – de kan også gå hen og tage point fra mange på de gode dage, siger Kedde Jensen, der får fornøjelsen at starte ud med sit mandskab på udebane mod storsatsende Korsør-Slagelse.

Ville godt have haft en 2 årig aftale
Kedde Jensen har lavet aftale for denne sæson med HK Give Fremad, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at han gerne havde lavet en 2 årig aftale med klubben. – Jeg kan rigtig godt lide at arbejde langsigtet med de klubber, jeg er i. Derfor havde jeg ønsket mig en 2 årig aftale i mit udspil til klubben, men nu blev det altså kun en etårig aftale. Det giver i min verden mere ro på bagsmækken for både spillere og træner, når de ved, at man er i gang med el lidt længere forløb. Spillerne ved også hvem der er træner i klubben næste år – og den form for kontinuitet kan godt have stor betydning, påpeger Kedde Jensen, der når det er sagt uden at blinke med øjnene udtrykker stor glæde over at være i Give.

– Give er en fantastisk klub. Rigtig gode omgivelser, en hårdt arbejdende erhvervsklub, og i det hele taget er kemien mellem mig og klubben bare i orden. Man er lydhør over for mine ideer og ønsker og omvendt. Så jo, jeg er glad for at være en del af set-uppet i Give, og det vil gøre mig stolt at få lov til at tage klubben det næste skridt op i 1. division, siger den 41 årige sønderjyde.

Vi skal være i den allerbedste form af alle i rækken, derfor knokler vi løs; vi vil det her … alle sammen

Fantastiske piger er guld værd
I den forbindelse vil cheftræneren gerne sende en ros i en måske noget uventet retning, idet Kedde letter på hatten for spillernes koner og kærester. – Uden deres store opbakning til spillerne, ville det her være umuligt. Der skal bruges mange timer på håndbolden, og det kan man kun gøre optimalt, hvis baglandet er på plads og indforstået med det. Derfor stor ros til pigerne, der alle som én bakker deres mænd flot op, understreger Kedde, der dog har et endnu uopfyldt ønske omkring det sportslige koncept.

Mangler noget på sundhedssektoren
– Hvis vi skal rykke os det næste skridt rent sportsligt, skal vi have tilknyttet en sundhedssektor. Vi mangler simpelthen en behandlende fysioterapeut, der både kan behandle her og nu og forebyggende, og som meget gerne også har forstand på at bruge akupunktur. Personen skal komme til træning en gang imellem, meget gerne være med til kamp også – det vil virkelig rykke noget i forhold til at få og holde spillerne helt klar, siger Kedde Jensen, der meget gerne ser, at det sker i år. Det er da også ifølge sportschef Ole Jensen noget man arbejder på, men helt let er det ikke at finde en person, der har de faglige kvalifikationer plus den ekstra tid, der kræves for at følge et håndboldhold.

Og lad os så komme i gang!
– Jeg tror på vi får det løst, og så vil ellers bare sige, at mig og drengene glæder os sindssygt meget til at komme i gang med at spille om point. Det har været en lang opstart for os alle, spillere og trænere, så nu trænger vi til at komme i gang for alvor. Det har set bedre og bedre ud i de sidste træningskampe, så vi skal nok blive helt klar til sæsonstarten på Sjælland, siger Kedde Jensen.

Influenza eller ej!