Vigtig sejr: Give mandede sig op i KIF

KIF 2 – HK Give Fremad  (16-15) 26-29

Det holdt hårdt, men Give fik den livsnødvendige sejr i Sydbank Arena mod Kolding IF’s unge talenter. Og at Give kom fra Kolding med de 2 points, skyldes ikke mindst storspil af den unge målmand Jakob Skov, der fik de sidste 45 minutter efter at have afløst en knap så heldig Morten Marvig i Givemålet. Det vender vi tilbage til.

Givetræner Bjørn Hessellund var godt klar over, at kampen i Kolding ville blive svær – og langt fra den walk-over, som et kig på tabellen ellers kunne indikere. – KIF stiller godt nok kun med 8 markspillere plus 2 målmænd, men de er toptrænede, talentfulde og hamrende sultne efter at vise sig positivt frem, og så kan de spille helt uden pres på, da de er uden for nedrykningsfare, fortæller Bjørn Hessellund.

Jakob Skovs indskiftning blev en game changer

Hessellund kunne da også se hjemmeholdet lægge ud som lyn og torden, og de unge koldinggutter tog simpelthen et lidt søvnigt Givehold på sengen. -Vores normalt så stærke og velfungerende 6:0 forsvar fungerede ikke, og vores målmand Morten Marvig fik heller ikke fat i ret meget. Det så egentlig skidt lidt ud, og vi kom bagud med 3-4 mål. Derfor sadlede jeg om rent taktisk. Jakob Skov kom på mål, og vi gik med en stærk og godt arbejdende Anders Bøtcher over i en aggressiv 3:2:1. Og det fungerede noget bedre, fortæller Hesselund, der kunne se sit hold gå til pausen bagud med en enkelt pind, nemlig 16-15.-Skidt 1. halvleg med for mange fejl og for lavt energiniveau. Men vi kommer noget bedre ud til 2. halvleg, hvor vi igen lægger ud med vores 6:0 opstilling ud fra devisen om, at vi burde kunne få vores bedste våben til at fungere. KIF får da også kun scoret 4 mål i en rigtig lang periode, men desværre skal vi pga. for lav scoringseffektivitet helt hen i slutfasen, inden vi får rykket fra på måltavlen. Med ca. 5 minutter igen er vi foran med 3 mål, og så kører vi den hjem ret sikkert herfra. Vi slog dem simpelthen på fysikken til sidst, da vi havde flere ressourcer at gøre med, siger Bjørn Hessellund.

Sidste 2 kampe skal give 2 sejre

Da det for Give i de sidste kampe kun handler om én ting, nemlig om at vinde samtlige resterende kampe (nu er der kun 2 tilbage) for at holde sig inde i oprykningsvarmen, var sejren i KIF naturligvis både nødvendig men også rar at få i hus efter den kedelige oplevelse i sidste uge på hjemmebane mod HC Odense(23-24).

Sådan så Bjørn Hessellund det naturligvis også, og udover at udtrykke glæde over sejren er han også rigtig glad for, at den unge målmand Jakob Skov kom på banen og blev kampafgørende. -Jakob er en rigtig god fyr, som er lærevillig og tændt på opgaven. Fedt når en ung gut kommer ind og bliver afgørende, og Jakob har fortjent det. Han arbejder rigtig godt til træning og har taget det flot, at han måske ikke har fået så vildt megen spilletid indtil nu. Han ligger nok med en redningsprocent på 40-45 og han har 11 kampafgørende redninger. Det er simpelthen klasse, lyder det rosende fra Bjørn Hessellund.

Nu venter endnu en pivsvær udekamp søndag d. 26. marts mod AGF, der i skrivende stund stadigvæk har en matematisk chance for at komme med i oprykningsduellen. AGF mangler dog både HEI (topholdet) og Give, så de har et par svære uger foran sig.  Men: Vinder HC Odense lørdag d. 25. marts i Hornbæk, så har AGF dog intet at spille for ud over æren, når Give kigger forbi om søndagen. Give sidste kamp spilles  torsdag d. 30. marts på hjemmebane mod Skovbakken, der intet har at spille for. Det KAN blive årets helt store finale. Vi får se!

Stillingen i toppen pt. 19. marts:

1. HEI, Skæring  18 kampe – 31 points

2. HC Odense 19 kampe – 29 points

3. Give Fremad 18 kampe – 27 points

4. AGF Århus 18 kampe – 26 points

Nr. 1 rykker direkte i 1. division, mens nr. 2 skal i oprykningsspil mod de toere fra de andre 2. division og et hold fra bunden af 1. division. NB: Give er bedst indbyrdes i forhold til HC Odense!